Salme 139
1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.
`To victorie, the salm of Dauith. Lord, thou hast preued me, and hast knowe me;
2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
thou hast knowe my sitting, and my rising ayen.
3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
Thou hast vndirstonde my thouytis fro fer; thou hast enquerid my path and my corde.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
And thou hast bifor seien alle my weies; for no word is in my tunge.
5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
Lo! Lord, thou hast knowe alle thingis, the laste thingis and elde; thou hast formed me, and hast set thin hond on me.
6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
Thi kunnyng is maad wondirful of me; it is coumfortid, and Y schal not mowe to it.
7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Whidir schal Y go fro thi spirit; and whider schal Y fle fro thi face?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
If Y schal stie in to heuene, thou art there; if Y schal go doun to helle, thou art present. (Sheol h7585)
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
If Y schal take my fetheris ful eerli; and schal dwelle in the last partis of the see.
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
And sotheli thider thin hond schal leede me forth; and thi riyt hond schal holde me.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
And Y seide, In hap derknessis schulen defoule me; and the nyyt is my liytnyng in my delicis.
12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
For whi derknessis schulen not be maad derk fro thee, aud the niyt schal be liytned as the dai; as the derknessis therof, so and the liyt therof.
13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
For thou haddist in possessioun my reines; thou tokist me vp fro the wombe of my modir.
14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
I schal knouleche to thee, for thou art magnefied dreedfuli; thi werkis ben wondirful, and my soule schal knouleche ful miche.
15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
Mi boon, which thou madist in priuete, is not hyd fro thee; and my substaunce in the lower partis of erthe.
16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
Thin iyen sien myn vnperfit thing, and alle men schulen be writun in thi book; daies schulen be formed, and no man is in tho.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
Forsothe, God, thi frendis ben maad onourable ful myche to me; the princeheed of hem is coumfortid ful myche.
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
I schal noumbre hem, and thei schulen be multiplied aboue grauel; Y roos vp, and yit Y am with thee.
19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
For thou, God, schalt slee synneris; ye menquelleris, bowe awei fro me.
20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
For ye seien in thouyt; Take thei her citees in vanite.
21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
Lord, whether Y hatide not hem that hatiden thee; and Y failide on thin enemyes?
22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
Bi perfite haterede Y hatide hem; thei weren maad enemyes to me.
23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
God, preue thou me, and knowe thou myn herte; axe thou me, and knowe thou my pathis.
24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
And se thou, if weie of wickidnesse is in me; and lede thou me forth in euerlastinge wei.
