Salme 139

1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.

Zborovođi. Davidov. Jahve, proničeš me svega i poznaješ,

2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.

ti znaš kada sjednem i kada ustanem, izdaleka ti već misli moje poznaješ.

3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.

Hodam li ili ležim, sve ti vidiš, znani su ti svi moji putovi.

4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.

Riječ mi još nije na jezik došla, a ti, Jahve, sve već znadeš.

5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.

S leđa i s lica ti me obuhvaćaš, na mene si ruku svoju stavio.

6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.

Znanje to odveć mi je čudesno, previsoko da bih ga dokučio.

7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?

Kamo da idem od duha tvojega i kamo da od tvog lica pobjegnem?

8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)

Ako se na nebo popnem, ondje si, ako u Podzemlje legnem, i ondje si. (Sheol h7585)

9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,

Uzmem li krila zorina pa se naselim moru na kraj

10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.

i ondje bi me ruka tvoja vodila, desnica bi me tvoja držala.

11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.

Reknem li: “Nek' me barem tmine zakriju i nek' me noć umjesto svjetla okruži!” -

12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.

ni tmina tebi neće biti tamna: noć sjaji kao dan i tama kao svjetlost.

13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.

Jer ti si moje stvorio bubrege, satkao me u krilu majčinu.

14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.

Hvala ti što sam stvoren tako čudesno, što su djela tvoja predivna. Dušu moju do dna si poznavao,

15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.

kosti moje ne bjehu ti sakrite dok nastajah u tajnosti, otkan u dubini zemlje.

16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.

Oči tvoje već tada gledahu djela moja, sve već bješe zapisano u knjizi tvojoj: dani su mi određeni dok još ne bješe ni jednoga.

17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!

Kako su mi, Bože, naumi tvoji nedokučivi, kako li je neprocjenjiv zbroj njihov.

18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.

Da ih brojim? Više ih je nego pijeska! Dođem li im do kraja, ti mi preostaješ!

19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.

De, istrijebi, Bože, zlotvora, krvoloci nek' odstupe od mene!

20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.

Jer podmuklo se bune protiv tebe, uzalud se dižu tvoji dušmani.

21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?

Jahve, zar da ne mrzim tvoje mrzitelje? Zar da mi se ne gade protivnici tvoji?

22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.

Mržnjom dubokom ja ih mrzim i držim ih svojim neprijateljima.

23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!

Pronikni me svega, Bože, srce mi upoznaj, iskušaj me i upoznaj misli moje:

24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!

pogledaj, ne idem li putem pogubnim i povedi me putem vječnim!