Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Babildiki dǝrya-eriⱪlar boyida biz olturduⱪ; Zionni ǝsliginimizdǝ, bǝrⱨǝⱪ yiƣa kɵtürduⱪ;

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Qiltarimizni arisidiki sɵgǝtlǝrgǝ esip ⱪoyduⱪ.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

Qünki bizni sürgün ⱪilƣanlar bizdin nahxa tǝlǝp ⱪildi; Bizni zarlatⱪuqilar bizdin tamaxa tǝlǝp ⱪilip: — «Ⱨǝy, Zion nahxiliridin birni bizgǝ eytⱪina» — deyixti.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Yaⱪa yurtta turup Pǝrwǝrdigarning nahxisini ⱪandaⱪmu eytayli?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Əy Yerusalem, mǝn seni untusam, Ong ⱪolum [maⱨaritini] untusun!

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Seni ǝslimisǝm, — Yerusalemni ǝng qong hursǝnlikimdin ǝwzǝl kɵrmisǝm — Tilim tanglayimƣa qaplixip ⱪalsun!

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

I Pǝrwǝrdigar, Edom baliliridin ⱨesab alƣanda, Yerusalemning bexiƣa qüxkǝn künini yadingƣa kǝltürgǝysǝn; Qünki ular: «Uni yǝr bilǝn yǝksan ⱪilinglar, Uliƣiqǝ yǝr bilǝn yǝksan ⱪilinglar!» deyixti.

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

I bulinix aldida turƣan Babil ⱪizi, Bizgǝ ⱪilƣan ⱪilmixliringni ɵzünggǝ ⱪayturƣuqi bǝhtliktur!

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Bowaⱪliringni elip taxⱪa atⱪuqi kixi bǝhtliktur!