Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Vid de älfver i Babel såte vi och grete, då vi på Zion tänkte.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Våra harpor hängde vi på pilträ, som der äro.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

Ty der bådo de oss sjunga, som oss fångna höllo, och i vår gråt glade vara: Sjunger oss ena af Zions Visor.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Huru skulle vi sjunga Herrans viso i främmande land?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Om jag förgäter dig, Jerusalem, så varde min högra hand förgäten.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Min tunga låde vid min gom, om jag icke tänker uppå dig; om jag icke låter Jerusalem min högsta glädje vara.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Herre, mins uppå Edoms barn, på Jerusalems dag; de der säga: Slår ned, slår ned i grund.

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Du förstörda dotter Babel, säll är den dig vedergäller, såsom du oss gjort hafver.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Säll är den, som dina unga barn tager, och slår dem emot stenen.