Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Junto a los ríos de Babilonia, allí nos sentábamos y llorábamos, acordándonos de Sión.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

En los sauces de aquella tierra colgábamos nuestras cítaras;

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

porque allí nuestros raptores nos pedían cánticos, y nuestros atormentadores alegría: “Cantadnos de los cantares de Sión.”

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

¿Cómo cantar un cántico de Yahvé en tierra extraña?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Si yo te olvido, oh Jerusalén, olvídese de sí mi diestra.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Péguese mi lengua a mi paladar, si no me acordare de ti; si no pusiese a Jerusalén por encima de toda alegría.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Acuérdate, Yahvé, contra los hijos de Edom, del día de Jerusalén. Ellos decían: “¡Arrasad, arrasadla hasta los cimientos!”

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Hija de Babilonia, la devastada: dichoso aquel que ha de pagarte el precio de lo que nos hiciste.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

¡Dichoso el que tomará tus pequeñuelos y los estrellará contra la peña!