Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Ob babilonskih rekah, tam smo se usedli; da, jokali smo, ko smo se spominjali Siona.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Svoje harfe smo obesili na vrbe v njegovi sredi.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

Kajti tam so tisti, ki so nas odvedli proč ujete, od nas zahtevali pesem in tisti, ki so nas opustošili, so od nas zahtevali veselje, rekoč: »Zapojte nam eno izmed sionskih pesmi.«

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Kako naj bi v tuji deželi peli Gospodovo pesem?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Če jaz pozabim tebe, oh Jeruzalem, naj moja desnica pozabi svojo spretnost.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Če se te jaz ne spomnim, naj se moj jezik prilepi k nebu mojih ust, če ne povišam Jeruzalema nad svojo glavno radost.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Spomni se, oh Gospod, na Jeruzalemov dan otrok Edóma, ki so rekli: »Izbrišite ga, izbrišite ga, celo do njegovih temeljev.«

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Oh hči babilonska, ki boš uničena, srečen bo tisti, ki te poplača, kakor si nam ti služila.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Srečen bo tisti, ki zgrabi in trešči tvoje malčke ob kamne.