Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Ved Babylons elver, der satt vi og gråt når vi kom Sion i hu.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

På vidjene der hengte vi våre harper;

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

for der krevde våre fangevoktere sanger av oss, våre plagere at vi skulde være glade: Syng for oss av Sions sanger!

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Hvorledes skulde vi synge Herrens sang på fremmed jord?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Glemmer jeg dig, Jerusalem, da glemme mig min høire hånd!

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Min tunge henge fast ved min gane om jeg ikke kommer dig i hu, om jeg ikke setter Jerusalem over min høieste glede!

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Kom Jerusalems dag i hu, Herre, så du straffer Edoms barn, dem som sa: Riv ned, riv ned, like til grunnen i den!

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Babels datter, du ødelagte! Lykksalig er den som gir dig gjengjeld for den gjerning du gjorde mot oss.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Lykksalig er den som griper og knuser dine spede barn imot klippen.