Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

David Hieremiae super flumina Babylonis illic sedimus et flevimus cum recordaremur Sion

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

in salicibus in medio eius suspendimus organa nostra

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

quia illic interrogaverunt nos qui captivos duxerunt nos verba cantionum et qui abduxerunt nos hymnum cantate nobis de canticis Sion

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

quomodo cantabimus canticum Domini in terra aliena

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

si oblitus fuero tui Hierusalem oblivioni detur dextera mea

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

adhereat lingua mea faucibus meis si non meminero tui si non praeposuero Hierusalem in principio laetitiae meae

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

memor esto Domine filiorum Edom diem Hierusalem qui dicunt exinanite exinanite usque ad fundamentum in ea

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

filia Babylonis misera beatus qui retribuet tibi retributionem tuam quam retribuisti nobis

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

beatus qui tenebit et adlidet parvulos tuos ad petram