Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Ke kut muta sisken infacl Babylon, Kut tung we ke kut esamak Zion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Kut srupusrak harp natusr Ulun sak willow su tu siskasr.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!”

Elos su sruokkuti elos sap kut in on; Elos sap kut in akpwaryalos, Ac fahk, “Yuk soko on ke acn Zion kut in lohng.”

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Kut ac on fuka soko on nu sin LEUM GOD In sie facl sac?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Lela tuh nga in tia sifil ku in srital ke harp Nga fin mulkinkomla, Jerusalem!

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Lela nga in tia sifil ku in on Nga fin tia esam kom, Nga fin tia nunku mu kom pa mwe insewowo yohk emeet luk uh!

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.”

O LEUM GOD, esam ma mwet Edom elos tuh oru Ke len se sruhu acn Jerusalem. Esam lah elos tuh fahk, “Sukella! Sukella nwe ke musalsalu fin fohk uh!”

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Babylon, kom ac fah kunausyukla. Insewowo elos su fah folokin nu sum Ma kom tuh oru nu sesr —

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Su ac fah eisla tulik fusr nutuwos Ac sakunulos fin eot uh.