Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

MA na muliwai o Babulona, malaila kakou i noho iho ai, A uwe aku la i ko kakou hoomanao ana ia Ziona.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Ma na wilou maloko olaila, I kaulai ai makou i ko makou mea kani.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

No ka mea, malaila, noi mai ka poe i lawe pio ia makou, I na olelo o ke oli; A o ka poe hoinoino ia makou, noi mai lakou e lealea makou, I mai, E oli mai oukou i ka oli o Ziona.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Pehea la makou e oli ai i ka oli o Iehova, Ma ka aina malihini?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Ina e hoopoina au ia oe, e Ierusalema, E poina pu no ko'u lima akua i ka hana,

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

I ole au e hoomanao ia oe, E pipili hoi kuu aleio i ka aluna o ko'u waha; I ole hoi e kela aku ko'u makemake ia Ierusalema, Mamua o ko'u mea lealea mai.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

E Iehova, e hoomanao oe i na keiki o Edoma, I ka la o Ierusalema; I ka poe i olelo mai, E wawahi, e wawahi, A ilalo i ke kumu ona.

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

E ke kaikamahine o Babulona, ka mea e anaiia auanei, E pomaikai auanei ka mea hoopai aku ia oe, i ka hewa, Au i hana hewa mai ai ia makou.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

E pomaikai no hoi ka mea lalau aku i kau mau keiki, A ulupa ia lakou ilalo i na pohaku.