Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Bò rivyè a Babylone yo, se la nou te chita. Nou te kriye, lè nou te sonje Sion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Sou pye sikrèn nan mitan li an, nou te pandye ap nou yo.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

Paske la, ravisè nou yo te mande nou chante pou yo, e bouwo nou yo ak gwo kè kontan, t ap di: “Chante pou nou youn nan chanson Sion yo.”

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Kijan pou nou ta chante chan SENYÈ a nan yon peyi etranje?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Si mwen ta bliye ou, O Jérusalem, kite men dwat mwen bliye kapasite li.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Ke lang mwen kole rèd anlè bouch mwen, Si m pa ta sonje ou, si m pa ta leve Jérusalem wo, pi wo ke pi gwo plezi m yo.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Sonje, O SENYÈ, kont fis a Édom yo, jou a Jérusalem nan, ke yo te di: “Raze l nèt! Raze l jis rive nan fondasyon li.”

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

O fi a Babylone nan, Ou menm ki te devaste nou an, A la beni (sila) ki rekonpanse ou ak menm rekonpans ke ou te rekonpanse nou an va beni!

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

A la beni (sila) ki sezi pitit ou yo, e ki kraze yo nan wòch la va beni!