Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

An den Strömen Babels saßen wir und weinten, wenn wir Zions gedachten.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

An den Weiden, die dort sind, hängten wir unsre Harfen auf.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

Denn die uns daselbst gefangen hielten, forderten Lieder von uns, und unsre Peiniger, daß wir fröhlich seien: «Singet uns eines von den Zionsliedern!»

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Wie sollten wir des HERRN Lied singen auf fremdem Boden?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Vergesse ich deiner, Jerusalem, so verdorre meine Rechte!

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Meine Zunge müsse an meinem Gaumen kleben, wenn ich deiner nicht gedenke, wenn ich Jerusalem nicht über meine höchste Freude setze!

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Gedenke, HERR, den Kindern Edoms den Tag Jerusalems, wie sie sprachen: «Zerstöret, zerstöret sie bis auf den Grund!»

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Tochter Babel, du Verwüsterin! Wohl dem, der dir vergilt, was du uns angetan!

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Wohl dem, der deine Kindlein nimmt und sie zerschmettert am Felsgestein!