Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

An Babels Strömen sitzen wir, jedoch wir weinen, denken wir an Sion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Wir hängen in den Weidenbüschen die Harfen auf.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

Denn unsere Zwingherrn fordern Lieder dort von uns und heitre Klänge unsere Peiniger: "Ein Lied von Sion singet uns!"

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Wie könnten wir ein Lied dem Herrn zu Ehren in fremdem Lande singen? -

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Vergeß ich dein, Jerusalem, verdorr mir meine Rechte!

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Die Zunge klebe mir am Gaumen, wenn ich nicht dein gedächte, wenn ich in größter Freude selbst das Los Jerusalems mir nicht zu Herzen nähme! -

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Gedenke, Herr, den Edomssöhnen den Tag Jerusalems, an dem sie riefen: "Zerstört, zerstört es gründlich!"

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Du Tochter Babels, du Verwüsterin! Heil dem, der dir vergilt, was du an uns verübt!

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Heil dem, der deine Kindlein packt und an den Felsen schlägt!