Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Sur les fleuves de Babylone, là nous nous sommes assis, et nous avons pleuré, comme nous nous souvenions de Sion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Aux saules, au milieu d’elle, nous avons suspendu nos instruments.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

Parce que là ceux qui nous avaient emmenés captifs, nous demandèrent les paroles de nos chants;

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Comment chanterons-nous un cantique du Seigneur dans une terre étrangère?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Si je t’oublie, Jérusalem, que ma main droite soit livrée à l’oubli.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Que ma langue s’attache à mon gosier, si je ne me souviens pas de toi,

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Souvenez-vous, Seigneur, des fils d’Edom au jour de Jérusalem,

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Fille malheureuse de Babylone, bienheureux celui qui te rendra la rétribution de ce que tu nous a fait!

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Bienheureux celui qui saisira et brisera tes petits enfants contre la pierre!