Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Nous nous sommes assis près des fleuves de Babylone, et là, nous avons pleuré, nous souvenant de Sion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Nous avons suspendu nos harpes aux saules de la contrée.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!”

Là, ceux qui nous avaient emmenés captifs nous demandaient des chants joyeux: Chantez-nous quelque chose des cantiques de Sion.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Comment chanterions-nous les cantiques de l'Éternel, dans une terre étrangère?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Si je t'oublie, Jérusalem, que ma droite s'oublie elle-même!

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Que ma langue s'attache à mon palais, si je ne me souviens de toi, si je ne fais de Jérusalem le principal sujet de ma joie!

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.”

Éternel, souviens-toi des enfants d'Édom, qui, dans la journée de Jérusalem, disaient: Rasez, rasez jusqu'à ses fondements!

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Fille de Babel, la dévastée, heureux qui te rendra ce que tu nous as fait!

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Heureux qui saisira tes enfants, et les écrasera contre le rocher!