Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

By rivers of Babylon — There we did sit, Yea, we wept when we remembered Zion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

On willows in its midst we hung our harps.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

For there our captors asked us the words of a song, And our spoilers — joy: 'Sing ye to us of a song of Zion.'

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

How do we sing the song of Jehovah, On the land of a stranger?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

If I forget thee, O Jerusalem, my right hand forgetteth!

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

My tongue doth cleave to my palate, If I do not remember thee, If I do not exalt Jerusalem above my chief joy.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Remember, Jehovah, for the sons of Edom, The day of Jerusalem, Those saying, 'Rase, rase to its foundation!'

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

O daughter of Babylon, O destroyed one, O the happiness of him who repayeth to thee thy deed, That thou hast done to us.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

O the happiness of him who doth seize, And hath dashed thy sucklings on the rock!