Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

By the rivers of Babylon we sat down and wept when we thought about Zion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

On the poplars there we hung our harps.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

There our captors required songs from us, and those who mocked us required us to be happy, saying, “Sing us one of the songs of Zion.”

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

How could we sing a song about Yahweh in a foreign land?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

If I ignore the memory of you, Jerusalem, let my right hand forget her skill.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Let my tongue cling to the roof of my mouth if I think about you no more, if I do not prefer Jerusalem more than my greatest delights.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Call to mind, Yahweh, what the Edomites did on the day Jerusalem fell. They said, “Tear it down, tear it down to its foundations.”

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Daughter of Babylon, soon to be destroyed— may the person be blessed, whoever pays you back for what you have done to us.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

May the person be blessed, whoever takes and dashes your little ones against a rock.