Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept, When we remembered Zion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

We hung our harps on the willows in the midst thereof.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

For there they who carried us away captive required of us a song; They who wasted us required of us mirth: “Sing us one of the songs of Zion!”

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

How shall we sing the LORD'S song In a strange land?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

If I forget thee, O Jerusalem, Let my right hand forget her cunning!

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

If I do not remember thee, Let my tongue cleave to the roof of my mouth; If I prefer not Jerusalem above my chief joy!

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Remember, O LORD! against the children of Edom The day of the calamity of Jerusalem! Who said, “Raze it, Raze it to its foundations!”

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

O daughter of Babylon, thou destroyer! Happy be he who requiteth thee As thou hast dealt with us!

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Happy be he who seizeth thy little ones And dasheth them against the stones!