Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

By the rivers of Babylon, there we sat, and we also wept when we remembered Zion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Upon the willows in her midst had we hung up our harps.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

For there our captors demanded of us the words of song; and those that mocked us, joy, [saying, ] Sing for us one of the songs of Zion.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

How should we sing the song of the Lord on the soil of the stranger?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

If I forget thee, O Jerusalem, may my right hand forget—.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

May my tongue cleave to my palate if I do not remember thee: if I recall not Jerusalem at the head of my joy.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Remember, O Lord, unto the children of Edom the day of Jerusalem; who said, Raze it, raze it, even to her very foundation.

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

O daughter of Babylon, who art wasted: happy he, that repayeth thee thy recompense for what thou hast done to us.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Happy he, that seizeth and dasheth thy babes against the rock.