Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Upon the rivers of Babylon, there we sat and wept: when we remembered Sion:

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

On the willows in the midst thereof we hung up our instruments.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!”

For there they that led us into captivity required of us the words of songs. And they that carried us away, said: Sing ye to us a hymn of the songs of Sion.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

How shall we sing the song of the Lord in a strange land?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand be forgotten.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Let my tongue cleave to my jaws, if I do not remember thee: If I make not Jerusalem the beginning of my joy.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.”

Remember, O Lord, the children of Edom, in the day of Jerusalem: Who say: Rase it, rase it, even to the foundation thereof.

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

O daughter of Babylon, miserable: blessed shall he be who shall repay thee thy payment which thou hast paid us.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Blessed be he that shall take and dash thy little ones against the rock.