Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

By the rivers of Babylon we sat and wept when we remembered Zion.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

There on the willows we hung our harps,

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

for there our captors requested a song; our tormentors demanded songs of joy: “Sing us a song of Zion.”

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

How can we sing a song of the LORD in a foreign land?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

If I forget you, O Jerusalem, may my right hand cease to function.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

May my tongue cling to the roof of my mouth if I do not remember you, if I do not exalt Jerusalem as my greatest joy!

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Remember, O LORD, the sons of Edom on the day Jerusalem fell: “Destroy it,” they said, “tear it down to its foundations!”

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

O Daughter of Babylon, doomed to destruction, blessed is he who repays you as you have done to us.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Blessed is he who seizes your infants and dashes them against the rocks.