Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Na obali rijeka babilonskih sjeđasmo i plakasmo spominjući se Siona;

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

o vrbe naokolo harfe svoje bijasmo povješali.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

I tada naši tamničari zaiskaše od nas da pjevamo, porobljivači naši zaiskaše da se veselimo: “Pjevajte nam pjesmu sionsku!”

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Kako da pjesmu Jahvinu pjevamo u zemlji tuđinskoj!

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Nek' se osuši desnica moja, Jeruzaleme, ako tebe zaboravim!

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Nek' mi se jezik za nepce prilijepi ako spomen tvoj smetnem ja ikada, ako ne stavim Jeruzalem vrh svake radosti svoje!

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Ne zaboravi, Jahve, sinovima Edoma kako su u dan kobni Jeruzalemov vikali oni: “Rušite! Srušite ga do temelja!”

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Kćeri babilonska, pustošiteljice, blažen koji ti vrati milo za drago za sva zla što si nam ih nanijela!

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Blažen koji zgrabi i smrska o stijenu tvoju dojenčad!