Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Kathutkung: Panuekhoeh Kaimouh teh Babilon palang teng ka tahung awh teh, Zion ka pouk awh dawkvah, ka ka awh.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Kaimae ratoungnaw hah sumpakung dawk ka bang awh.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!”

Bangkongtetpawiteh, hote hmuen koe maimouh na ka man niteh, na kahrawinaw ni kai koe la a hei awh. Kaimouh karektapnaw ni hai amamouh nawm nahanelah Zion la kaimouh hanlah sak haw ati awh.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Kaimouh ni Jentelnaw e ram dawk bangtelamaw BAWIPA pholennae la ka sak thai awh han vaw.

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Oe Jerusalem, nang hah kai ni na pahnim pawiteh, kama e aranglae kut ni a tawksak thai e hah pahnim naseh.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Nang hah na pouk hoeh boilah, Jerusalem hah ka lunghawinae lathueng ka hrueng hoeh pawiteh, ka lai teh ka dangka dawk kâbet naseh.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.”

Oe BAWIPA, Jerusalem a rawp nah hnin vah, raphoe awh, khomdu totouh raphoe awh telah kahram awh e Edomnaw hah pouk haw.

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Oe Babilon canu, raphoe lah na o han toe. Kaimouh koe na sak e patetlah, nang koe ka patho e teh a lunghawi naseh.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Nange camonaw hah kaman niteh, talung dawk rekrek ka suk e teh a lunghawi naseh.