Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Jerusalem kageldoh phatnun Babylon vadungpang a chun katou un kakapgam tauve.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Keihon kasemjang houchu mong thingbah chung dunga chun kakhai un ahi.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

Hikom a chun soh a eihente houchun la sah sahding eigouvin, chuleh eisugenthei houchun kipahtah'a la sahsahtei ding eigouvin, “Jerusalem la ho chu khatpen beh neisahpeh'un” atiuve.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Ahinlah keihon hetkhahlou mi gam sunga hi Yahweh Pakai la hochu iti kasahdiuham?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Vo Jerusalem nangma kasuhmil uleh kakhut jetlam hin semjang pehdan sumil jenghen.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Nangma kageldoh louva, Jerusalem chu kakipana sangpen sang a thupi a kagel lou le, ka leihi kadang chungah behden jenghen.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

O Yahweh Pakai Babylon sepaiten Jerusalem alonkhum niuva Edom mite thilbol chu geldoh tei in, “Sumang jengin,” “Toltoh sumat jengun” tin asam un ahi.

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

O Babylon, nangma nakisu mang ding ahi. Nangin neibol nao bang banga nalethuh penpen chu anunnom ahi.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Nachapangteu puimang a songpi chunga sepgoiho chu nunnom hen!