Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Babylon long keng awh ngawi unyng saw Zion ce ka mik poek awh kqang unyng.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Cawh tuiqi awh tingtoeng ce hoei unyng,

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

cawh kaimih anik tukhqi ing laa sak aham ni ceei khqi hy, kaimih anik thekhanaak thlangkhqi ing zeelnaak laa sak aham ni ngaih hy, “Zion a laa pynoet awh sa law lah uh ee!” ni tinak khqi hy.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Ikawmyihna thlang a qam na Bawipa a laa ce ka mi sak thai kaw?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Aw Jerusalem, nang ce ka ni hilh awhtaw kak tang ben kut ing a simnaak hilh poe lawt seh.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Nang amni sim voel nyng saw, ka zeelnaak soeih Jerusalem, nang ce am ka nik poek voel hawh awhtaw, kam lai ing dangkhyl na bet qu qap seh.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Aw Bawipa, Jerusalem a zawk nyn awhkaw Edomkhqi ing ik-oeih ami sai ce, sim loet lah. “Hre bang tlang, tung nang lingnaak dyna phu bang tlang uh!” tinawh amik khy ce.

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Aw Babylon canu, ak plawci hly kawi, kaimih ak khan awh ik-oeih na sainaak amyihna, nang ak khan awh ik-oeih ak thung lawkhqi zeel kawm uh –

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

na naacakhqi ce amim tu law coengawh lung khawng na kawm uh.