Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Babylon tuiva ah te ka ngol uh tih Zion ka poek uh vaengah ka rhap uh.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

A khui kah tuirhi dongah ka rhotoeng te ka bang uh.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

Kaimih aka sol rhoek kaimih te laa ol hnap n'dawt uh. Kaimih aka parhaengkung long khaw, “Zion laa te kaimih ham kohoenah neh hlai uh lah,” a ti uh.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Balae tih BOEIPA laa he kholong kho ah ka hlai uh eh?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Jerusalem nang te kan hnilh atah ka bantang kut he hnilh uh saeh.

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Nang te kan thoelh pawt tih, Jerusalem te ka kohoenah somtung la ka pacuet pawt atah ka lai he ka dang la kap uh saeh.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

BOEIPA aw Jerusalem tue vaengkah Edom koca rhoek loh, “A khoengim duela kingling uh kingling uh,” a ti uh te poek pah.

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Hlang aka rhoelrhak Babylon nu aw, kaimih taengah na saii bangla na thaphu te namah taengah aka thuung tah a yoethen.

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Na camoe rhoek te a tuuk tih, thaelpang dongah aka phop tah a yoethen.