Salme 129

1 De trængte mig haardt fra min Ungdom af — saa sige Israel! —

Ko e Hiva ʻae ʻalu hake. ‌ʻOku totonu ke lea ni ʻa ʻIsileli, Kuo liunga lahi ʻenau fakamamahiʻi au talu ʻeku kei talavou:

2 de trængte mig haardt fra min Ungdom af; dog kunde de ikke overvælde mig.

“Kuo liunga lahi ʻenau fakamamahiʻi au talu ʻeku talavou: ka naʻe ʻikai tenau mālohi kiate au.

3 Plovmændene pløjede paa min Ryg, de droge deres Furer lange.

Naʻe keli ʻae kau tangata keli ʻi hoku tuʻa: naʻa nau ngaohi ke lōloa ʻenau ngaahi keli.

4 Herren er retfærdig, han overhuggede de ugudeliges Reb.

‌ʻOku angatonu ʻa Sihova: kuo tuʻusi ʻe ia ʻae ngaahi afo ʻae kakai angahala.”

5 De skulle beskæmmes og vige tilbage, alle de, som hade Zion.

Tuku ke puputuʻu pea foki kimui ʻakinautolu kotoa pē ʻoku fehiʻa ki Saione.

6 De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend nogen oprykker det;

Tuku kenau tatau mo e mohuku ʻi he tatā ʻoe fale, ʻaia ʻoku mae ʻi he teʻeki ai ke lahi ia:

7 af hvilket Høstmanden ikke fylder sin Haand, ej heller den, som binder Neg, sin Arm.

‌ʻAia ʻoku ʻikai fakapito ʻaki ʻe he tangata tuʻusi ʻa hono nima; pe ko e fatafata ʻo ia ʻoku ne nonoʻo ʻae ngaahi ʻū mohuku.

8 Og de, som gaa forbi, sige ikke: Herrens Velsignelse være over eder! Vi velsigne eder i Herrens Navn.

Pea ʻoku ʻikai lea ʻakinautolu ʻoku ʻalu ʻi ai, ʻo pehē, “Ke ʻiate kimoutolu ʻae monūʻia meia Sihova: ʻoku mau tāpuaki ʻakimoutolu ʻi he huafa ʻo Sihova.”