Salme 120

1 Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.

«Yuⱪiriƣa qiⱪix nahxisi» Beximƣa kün qüxkǝndǝ mǝn Pǝrwǝrdigarƣa nida ⱪildim; U manga jawab bǝrdi.

2 Herre! fri min Sjæl fra Løgnens Læbe, fra en svigefuld Tunge.

I Pǝrwǝrdigar, jenimni yalƣan sɵzlǝydiƣan lǝwlǝrdin, Aldamqi tildin ⱪutuldurƣaysǝn.

3 Hvad giver han dig, og hvad giver han dig ydermere, du svigefulde Tunge?

Sanga nemǝ berilidu, Sanga nemǝ ⱪoxuluxi kerǝk, Əy aldamqi til?

4 Den vældiges skærpede Pile med Gløder af Enebærtræ!

— Palwan atⱪan ɵtkür oⱪlar, Arqa qoƣliri sanga tǝgsun!

5 Ve mig! thi jeg har været som fremmed iblandt Mesek, jeg har boet ved Kedars Telte.

Mǝxǝk diyarida musapir bolup yaxiƣinimƣa, Kedar qedirliri arisida turƣinimƣa ⱨalimƣa way!

6 Min Sjæl har længe nok boet hos dem, som hade Fred.

Mǝn tinqliⱪⱪa ɵqlǝr arisida uzundin buyan turuwatimǝn;

7 Jeg er fredsommelig; men naar jeg taler, da ere disse færdige til Krig.

Mǝn tinqliⱪpǝrwǝrmǝn; Biraⱪ gǝp ⱪilsam, ular uruximizla, dǝydu.