Salme 120

1 Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.

Cantique des pèlerinages. J'ai invoqué l'Éternel dans ma détresse, Et il m'a exaucé.

2 Herre! fri min Sjæl fra Løgnens Læbe, fra en svigefuld Tunge.

Éternel, délivre mon âme des lèvres menteuses, De la langue perfide!

3 Hvad giver han dig, og hvad giver han dig ydermere, du svigefulde Tunge?

Quelle sera ta rétribution, Quel sera ton profit, langue perfide?

4 Den vældiges skærpede Pile med Gløder af Enebærtræ!

— Les flèches aiguës du guerrier, Avec les charbons ardents du genêt! —

5 Ve mig! thi jeg har været som fremmed iblandt Mesek, jeg har boet ved Kedars Telte.

Malheureux que je suis, de séjourner dans Mésec, De demeurer sous les tentes de Kédar!

6 Min Sjæl har længe nok boet hos dem, som hade Fred.

Trop longtemps mon âme a demeuré Parmi ceux qui haïssent la paix.

7 Jeg er fredsommelig; men naar jeg taler, da ere disse færdige til Krig.

Je veux la paix; mais, dès que j'ouvre la bouche, Ils veulent la guerre!