Salme 12

1 Til Sangmesteren; til Skeminith; en Psalme af David.

Pomagaj, Gospode; jer nesta svetijeh, jer je malo vjernijeh meðu sinovima èovjeèijim.

2 Frels, Herre! thi de fromme ere borte; thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.

Laž govore jedan drugome, usnama lažljivijem govore iz srca dvolièna.

3 De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et, snart af et andet Hjerte tale de.

Istrijebiæe Gospod sva usta lažljiva, jezik velièavi,

4 Herren udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord,

Ljude, koji govore: jezikom smo jaki, usta su naša u nas, ko je gospodar nad nama?

5 dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand, vore Læber ere med os; hvo er vor Herre?

Videæi stradanje nevoljnih i uzdisanje ništih, sad æu ustati, veli Gospod, i izbaviti onoga kome zlobe.

6 For de elendiges Ødelæggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han fnyser ad.

Rijeèi su Gospodnje rijeèi èiste, srebro u vatri oèišæeno od zemlje, sedam puta pretopljeno.

7 Herrens Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange.

Ti æeš nas, Gospode, odbraniti, i saèuvati nas od roda ovoga dovijeka.

8 Du, Herre! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slægt evindelig. De ugudelige færdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn.

Bezbožnici idu naokolo; kad se oni podižu, sramote se sinovi èovjeèiji.