Salme 12

1 Til Sangmesteren; til Skeminith; en Psalme af David.

To the Overseer, on the octave. — A Psalm of David. Save, Jehovah, for the saintly hath failed, For the stedfast have ceased From the sons of men:

2 Frels, Herre! thi de fromme ere borte; thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.

Vanity they speak each with his neighbour, Lip of flattery! With heart and heart they speak.

3 De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et, snart af et andet Hjerte tale de.

Jehovah doth cut off all lips of flattery, A tongue speaking great things,

4 Herren udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord,

Who said, 'By our tongue we do mightily: Our lips [are] our own; who [is] lord over us?'

5 dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand, vore Læber ere med os; hvo er vor Herre?

Because of the spoiling of the poor, Because of the groaning of the needy, Now do I arise, saith Jehovah, I set in safety [him who] doth breathe for it.

6 For de elendiges Ødelæggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han fnyser ad.

Sayings of Jehovah [are] pure sayings; Silver tried in a furnace of earth refined sevenfold.

7 Herrens Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange.

Thou, O Jehovah, dost preserve them, Thou keepest us from this generation to the age.

8 Du, Herre! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slægt evindelig. De ugudelige færdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn.

Around the wicked walk continually, According as vileness is exalted by sons of men!