Salme 12

1 Til Sangmesteren; til Skeminith; en Psalme af David.

(Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

2 Frels, Herre! thi de fromme ere borte; thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.

de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

3 De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et, snart af et andet Hjerte tale de.

Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

4 Herren udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord,

dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

5 dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand, vore Læber ere med os; hvo er vor Herre?

"For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

6 For de elendiges Ødelæggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han fnyser ad.

HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

7 Herrens Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange.

HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

8 Du, Herre! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slægt evindelig. De ugudelige færdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn.

De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.