< Salme 119 >
1 Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i Herrens Lov.
Sæle er dei som gjeng ein ulastande veg, dei som ferdast i Herrens lov!
2 Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte;
Sæle er dei som tek vare på hans vitnemål, som søkjer honom av alt sitt hjarta,
3 og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje.
dei som ikkje gjer urett, men vandrar på hans vegar.
4 Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes.
Du hev gjeve dine fyresegner, at ein skal halda deim vel.
5 Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke;
Å, kunde vegarne mine verta faste, so eg heldt dine fyreskrifter!
6 da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud.
Då skal eg ikkje verta til skammar når eg gjev gaum etter alle dine bodord.
7 Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende.
Eg vil takka deg av eit ærlegt hjarta når eg lærer dine rettferdsdomar.
8 Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles.
Dine fyreskrifter vil eg halda, du må ikkje reint forlata meg.
9 Hvormed skal en ung holde sin Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord.
Korleis skal ein ungdom halda stigen sin rein? Når han held seg etter ditt ord.
10 Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte, lad mig ikke fare vild fra dine Bud!
Av alt mitt hjarta hev eg søkt deg, lat meg ikkje villast burt frå dine bodord!
11 Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skulde synde imod dig.
I hjarta mitt hev eg gøymt ditt ord, so eg ikkje skal synda imot deg.
12 Lovet være du, Herre! lær mig dine Skikke.
Lova vere du, Herre! Lær meg dine fyreskrifter!
13 Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme.
Med lipporne mine hev eg forkynt alle rettar frå din munn.
14 Jeg glædede mig ved dine Vidnesbyrds Vej som over alle Skatte.
Eg er glad i vegen etter dine vitnemål som i all rikdom.
15 Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier.
På dine fyresegner vil eg grunda og skoda på dine stigar.
16 Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vir ikke glemme dit Ord.
I dine fyreskrifter vil eg hava hugnad, og ikkje vil eg gløyma ditt ord.
17 Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord.
Gjer vel imot din tenar, at eg må liva! so vil eg halda ditt ord.
18 Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov.
Lat upp augo mine, at eg kann skoda underlege ting i di lov!
19 Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!
Ein gjest er eg på jordi, løyn ikkje dine bodord for meg!
20 Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Domme alle Tider.
Mi sjæl er sunderknasa av lengting etter dine rettar all tid.
21 Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud.
Du hev truga dei stormodige, dei forbanna, som fer vilt frå dine bodord.
22 Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.
Tak burt frå meg skam og vanvyrdnad! for dine vitnemål hev eg teke vare på.
23 Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod mig; men din Tjener grunder paa dine Skikke.
Jamvel hovdingar hev sete i samrøda mot meg; din tenar grundar på dine fyreskrifter.
24 Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Mænd.
Dine vitnemål er og min hugnad, dei er mine rådgjevarar.
25 Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord!
Mi sjæl ligg nedi dusti, haldt meg i live etter ditt ord!
26 Jeg opregnede mine Veje, og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke!
Eg fortalde um mine vegar, og du svara meg; lær meg dine fyreskrifter!
27 Lad mig forstaa dine Befalingers Vej, og jeg vil grunde paa dine underfulde Gerninger.
Lat meg få skyna vegen etter dine fyresegner! So vil eg grunda på dine under.
28 Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord!
Mi sjæl græt av sorg; reis meg upp etter ditt ord!
29 Vend Løgnens Vej fra mig, og skænk mig Naade i din Lov!
Snu lygnevegen burt frå meg, og unn meg di lov!
30 Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig.
Truskaps veg hev eg valt, dine rettar hev eg sett framfyre meg.
31 Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskæmmes.
Eg heng fast ved dine vitnemål, Herre, lat meg ikkje verta til skammar!
32 Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit.
Vegen etter dine bodord vil eg springa, for du trøystar mitt hjarta.
33 Lær mig, Herre! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil Enden.
Herre, vis meg vegen etter dine fyreskrifter! so vil eg fara honom alt til endes.
34 Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte.
Gjev meg skyn, so vil eg taka vare på di lov og halda henne av alt mitt hjarta.
35 Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst;
Leid meg på dine bodords stig, for han er til hugnad for meg.
36 Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ikke til ulovlig Vinding.
Bøyg mitt hjarta til dine vitnemål og ikkje til urett vinning!
37 Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed; hold mig i Live paa din Vej!
Vend augo mine burt, so dei ikkje ser etter fåfengd, haldt meg i live på din veg!
38 Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig.
Uppfyll for din tenar ordet ditt, som gjer at ein ottast deg!
39 Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode.
Tak burt ifrå meg mi skjemsla som eg er rædd, for dine rettar er gode.
40 Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfærdighed!
Sjå, eg lengtar etter dine fyresegner, haldt meg i live ved di rettferd.
41 Lad din Miskundhed, o Herre! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord.
Lat di miskunn, Herre, koma yver meg, di frelsa etter ditt ord!
42 Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord.
Eg vil gjeva svar til honom som spottar meg; for eg lit på ditt ord.
43 Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme.
Riv ikkje sannings ord so reint or munnen min, for på dine domar ventar eg.
44 Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid.
Stødt vil eg halda di lov, æveleg og alltid.
45 Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger.
Lat meg ferdast i det frie, for eg spør etter dine fyresegner!
46 Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmmes.
Eg vil tala um dine vitnemål for kongar, og eg skal ikkje verta til skammar.
47 Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker.
Eg vil frygda meg ved dine bodord, som eg elskar.
48 Og jeg vil opløfte mine Hænder til dine Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke.
Eg vil lyfta mine hender til dine bodord som eg elskar, og eg vil grunda på dine fyreskrifter.
49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe.
Kom i hug ditt ord til din tenar, med di du hev gjeve meg von!
50 Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live.
Det er mi trøyst i min vesaldom, at ditt ord hev halde meg i live.
51 De hovmodige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov.
Ovmodige hev spotta meg mykje, frå di lov hev eg ikkje vike.
52 Herre! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet.
Eg kom i hug, Herre, dine domar frå gamle dagar, og eg vart trøysta.
53 Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov.
Brennande harm hev eg vorte på dei ugudlege som forlet di lov.
54 Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus.
Dine fyreskrifter hev vorte mine lovsongar i det hus der eg bur som framand.
55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o Herre! og holdt din Lov.
Um natti kom eg ditt namn i hug, Herre, og eg heldt di lov.
56 Dette skete mig; thi dine Befalinger har jeg holdt.
Dette timdest meg, at eg fekk taka vare på dine fyreskrifter.
57 Jeg sagde: Herren er min Del, jeg vil holde dine Ord.
Herren er min lut, sagde eg, med di eg heldt dine ord.
58 Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord!
Eg naudbad deg av alt mitt hjarta: «Ver miskunnsam imot meg etter ditt ord!»
59 Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd.
Eg tenkte på mine vegar og vende mine føter til dine vitnemål.
60 Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud.
Eg skunda meg og tøvra ikkje med å halda dine bodord.
61 De ugudeliges Garn omspændte mig; din Lov glemte jeg ikke.
Bandi til dei ugudlege hev snørt meg inn, di lov hev eg ikkje gløymt.
62 Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfærdigheds Domme.
Midt på natti stend eg upp og vil takka deg for dine rettferdslover.
63 Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger.
Eg held meg til alle deim som ottast deg, og som held dine fyresegner.
64 Jorden er fuld af din Miskundhed, Herre! lær mig dine Skikke.
Av di miskunn, Herre, er jordi full; lær meg dine fyreskrifter!
65 Du gjorde vel imod din Tjener, Herre! efter dit Ord.
Tenaren din hev du gjort vel imot, Herre, etter ditt ord.
66 Lær mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud.
Lær meg god skynsemd og kunnskap! for eg trur på dine bodord.
67 Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord.
Fyrr eg vart nedbøygd, for eg vilt, men no held eg ditt ord.
68 Du er god og gør godt; lær mig dine Skikke!
Du er god og gjer godt, lær meg dine fyreskrifter!
69 De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte.
Dei ovmodige hev spunne i hop lygn imot meg, av alt mitt hjarta held eg dine fyresegner.
70 Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov.
Deira hjarta er feitt som talg; eg fegnast ved di lov.
71 Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke.
Det var godt for meg at eg vart nedbøygd, so eg kunde læra dine fyreskrifter.
72 Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv.
Lovi frå din munn er betre for meg enn tusund stykke gull og sylv.
73 Dine Hænder have skabt mig og beredt mig; giv mig Forstand, at jeg kan lære at kende dine Bud.
Dine hender hev gjort meg og laga meg til, gjev meg skyn, so eg kann læra dine bodord!
74 De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord.
Dei som ottast deg, skal sjå meg og gleda seg, for på ditt ord ventar eg.
75 Herre! jeg ved, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig.
Eg veit, Herre, at dine domar er rettferd, og at du i truskap hev bøygt meg ned.
76 Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.
Lat di miskunn vera til trøyst for meg, etter det du hev sagt til din tenar!
77 Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst.
Lat di miskunn koma yver meg so eg kann liva! for di lov er mi lyst.
78 Lad de hovmodige beskæmmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger.
Lat dei ovmodige verta skjemde! for dei hev trykt meg utan årsak. Eg grundar på dine fyresegner.
79 Lad dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd.
Lat deim snu seg til meg, dei som ottast deg, og kjenner dine vitnemål!
80 Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes.
Lat mitt hjarta vera fullkome i dine fyreskrifter, so eg ikkje skal verta til skammar!
81 Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord.
Mi sjæl naudstundar etter di frelsa, eg ventar på ditt ord.
82 Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
Mine augo naudstundar etter ditt ord, og eg segjer: «Når vil du trøysta meg?»
83 Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke.
For eg er som ei lerflaska i røyk; dine fyreskrifter gløymer eg ikkje.
84 Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig?
Kor mange er vel dagarne for din tenar? Når vil du halda dom yver deim som forfylgjer meg?
85 De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov.
Dei ovmodige hev grave graver for meg, dei som ikkje liver etter di lov.
86 Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig!
Alle dine bodord er trufaste; med lygn forfylgjer dei meg; hjelp meg!
87 De havde paa et lidet nær ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger.
Dei hadde so nær tynt meg i landet, men eg hev ikkje forlate dine fyresegner.
88 Hold mig i Live efter din Miskundhed, saa vil jeg bevare din Munds Vidnesbyrd.
Haldt meg i live etter di miskunn! So vil eg taka vare på vitnemålet frå din munn.
89 Herre! dit Ord bestaar evindelig i Himlene.
Til æveleg tid, Herre, stend ditt ord fast i himmelen.
90 Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast.
Frå ætt til ætt varer din truskap, du hev grunnfest jordi, og ho stend.
91 De bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere.
Til å setja dine domar i verk stend dei der i dag; for alle ting er dine tenarar.
92 Dersom ikke din Lov havde været min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed.
Dersom ikkje di lov hadde vore mi lyst, so hadde eg forgjengest i mi djupe naud.
93 Jeg skal i Evighed ikke forglemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live.
I all æva skal eg ikkje gløyma dine fyresegner, for ved deim hev du halde meg i live.
94 Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger.
Din er eg, frels meg! for dine fyresegner hev eg spurt etter.
95 De ugudelige biede paa mig for at lægge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd.
På meg hev dei ugudlege venta og vil tyna meg; på dine vitnemål agtar eg.
96 Jeg har set Ende paa al Fuldkommenhed; men dit Bud strækker sig saare vidt.
På alt det fullkomne hev eg set ein ende; men dine bodord rekk ovleg vidt.
97 Hvor kær har jeg din Lov! den er min Tanke den ganske Dag.
Kor eg hev lovi di kjær! Heile dagen er ho i min tanke.
98 Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig.
Dine bodord gjer meg visare enn mine fiendar, for æveleg eig eg deim.
99 Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke.
Eg hev vorte klokare enn alle mine lærarar, for eg grundar på dine vitnemål.
100 Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger.
Eg er vitugare enn dei gamle, for dine fyresegner hev eg teke vare på.
101 Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord.
Frå kvar vond stig hev eg halde mine føter burte, so eg kunde halda ditt ord.
102 Jeg afveg ikke fra dine Domme; thi du har lært mig det.
Frå dine lover hev eg ikkje vike, for du hev lært meg upp.
103 Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund.
Kor søt din tale er for gomen min, betre enn honning for munnen min.
104 Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti.
Av dine fyresegner fær eg vit, difor hatar eg kvar lygnestig.
105 Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti.
Ditt ord er ei lykt for min fot og eit ljos for min stig.
106 Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme.
Eg hev svore og hev halde det, å taka vare på dine rettferdslover.
107 Jeg er saare plaget; Herre! hold mig i Live efter dit Ord.
Eg er ovleg nedbøygd; Herre, haldt meg i live etter ditt ord!
108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre! og lær mig dine Domme.
Lat min munns offer tekkjast deg, Herre, og lær meg dine rettar!
109 Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov.
Eg gjeng alltid med livet i neven, men di lov hev eg ikkje gløymt.
110 De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine Befalinger.
Dei ugudlege hev lagt snara for meg; men frå dine fyresegner hev eg ikkje villa meg burt.
111 Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelig; thi de ere mit Hjertes Glæde.
Til æveleg eiga hev eg fenge dine vitnemål, for dei er mi hjartans gleda.
112 Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden.
Eg hev bøygt mitt hjarta til å gjera etter dine fyreskrifter, æveleg og til endes.
113 De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg.
Dei tvihuga hatar eg, men di lov elskar eg.
114 Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord.
Du er mi livd og min skjold, og på ditt ord ventar eg.
115 Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud.
Vik frå meg, de som gjer vondt, at eg kann halda min Guds bodord!
116 Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab!
Haldt meg uppe etter ditt ord, so eg kann liva, og lat meg ikkje verta til skammar med mi von!
117 Styrk mig, at jeg maa blive frelst, og jeg vil altid se hen til dine Skikke.
Haldt meg uppe, so eg kann verta frelst! So vil eg alltid sjå med lyst på dine fyreskrifter.
118 Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn.
Du agtar for inkje alle deim som fer vilt frå dine fyreskrifter; for deira svik er fåfengd.
119 Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd.
Som slagg kastar du burt alle ugudlege på jordi; difor elskar eg dine vitnemål.
120 Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme.
Eg rys i holdet av rædsla for deg, og for dine domar ottast eg.
121 Jeg gjorde Ret og Retfærdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold!
Eg hev gjort rett og rettferd, du vil ikkje gjeva meg yver til deim som trykkjer meg.
122 Vær Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold.
Gakk i borg for tenaren din, so det må ganga honom vel! lat ikkje dei ovmodige trykkja meg!
123 Mine Øjne forsmægte af Længsel efter din Frelse og efter din Retfærdigheds Ord.
Augo mine naudstundar etter di frelsa og etter ditt rettferdsord.
124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke!
Gjer med din tenar etter di miskunn og lær meg dine fyreskrifter!
125 Jeg er din Tjener; undervis mig, at jeg maa kende dine Vidnesbyrd.
Eg er din tenar; gjev meg vit, so eg kann kjenna dine vitnemål!
126 Det er Tid, at Herren gør noget; de have brudt din Lov.
Det er tid for Herren til å gripa inn, dei hev brote di lov.
127 Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld.
Difor elskar eg dine bodord meir enn gull, ja, meir enn fint gull.
128 Derfor holder jeg alle dine Befalinger om alle Ting for at være rette; jeg hader al Løgnens Vej.
Difor held eg alle fyresegner um alle ting for rette; eg hatar kvar lygnestig.
129 Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjæl dem.
Underfulle er dine vitnemål, difor tek mi sjæl vare på deim.
130 Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige.
Når ordi dine opnar seg, gjev dei ljos, og dei gjer dei einfalde kloke.
131 Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Længsel efter dine Bud.
Eg let munnen upp og sukka av lengting; for etter dine bodord stunda eg.
132 Vend dig til mig, og vær mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn.
Vend deg til meg og ver meg nådig, som rett er mot deim som elskar ditt namn!
133 Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig!
Gjer mine stig faste ved ditt ord, og lat ingen urett råda yver meg!
134 Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger.
Løys du meg ut or menneskjevald! So vil eg halda dine fyresegner.
135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og lær mig dine Skikke!
Lat di åsyn lysa på din tenar, og lær meg dine fyreskrifter!
136 Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov.
Vatsbekkjer renn or augo mine, av di folk ikkje held di lov.
137 Du er retfærdig, Herre! og dine Domme ere retvise.
Rettferdig er du, Herre, og rette er dine domar.
138 Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfærdighed og Trofasthed overmaade.
Du hev fyreskrive dine vitnemål i rettferd og i stor truskap.
139 Min Nidkærhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord.
Min brennhug hev tært meg upp, av di mine motstandarar hev gløymt dine ord.
140 Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det.
Ditt ord er vel reinsa, og din tenar elskar det.
141 Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger.
Liten er eg og vanvyrd; dine fyresegner hev eg ikkje gløymt.
142 Din Retfærdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed.
Di rettferd er ei æveleg rettferd, og di lov er sanning.
143 Angest og Trængsel ramte mig; dine Bud ere min Lyst.
Naud og trengsla fann meg; dine bodord er mi lyst.
144 Dine Vidnesbyrd ere Ret evindelig; undervis mig, saa lever jeg.
Rettferdige er dine vitnemål til æveleg tid; gjev meg skyn, so eg kann liva!
145 Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, Herre! jeg vil bevare dine Skikke.
Eg ropar av alt mitt hjarta, svara meg, Herre! Dine fyreskrifter vil eg taka vare på.
146 Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd.
Eg ropar til deg, frels meg! so vil eg halda dine vitnemål.
147 Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord.
Tidleg i dagningi var eg uppe og ropa um hjelp; eg venta på ditt ord.
148 Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord.
Mine augo var uppe fyre nattevakterne, so eg kunde grunda på ditt ord.
149 Hør min Røst efter din Miskundhed; Herre! hold mig i Live efter dine Domme;
Høyr mi røyst etter di miskunn, Herre, haldt meg i live etter dine domar!
150 De nærmede sig, som jage efter Skændselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov.
Dei er nær som renner etter ugjerning; frå di lov er dei langt burte.
151 Nær er du, o Herre! og alle dine Bud ere Sandhed.
Du er nær, Herre, og alle dine bodord er sanning.
152 Jeg har forlængst hentet Kundskab af dine Vidnesbyrd; thi du har grundfæstet dem evindelig.
Longe sidan veit eg av dine vitnemål, at du hev grunnfest deim i all æva.
153 Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt.
Sjå til mi djupe naud og fria meg ut! For di lov hev eg ikkje gløymt.
154 Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord.
Før mi sak, og løys meg ut, haldt meg i live etter ditt ord!
155 Frelsen er fjern fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke.
Frelsa er langt frå dei ugudlege, for dine fyreskrifter spør dei ikkje etter.
156 Stor er din Barmhjertighed, o Herre! hold mig i Live efter dine Domme!
Di miskunn er stor, Herre; haldt meg i live etter dine domar!
157 Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd.
Mange er dei som forfylgjer meg og stend meg imot; frå dine vitnemål hev eg ikkje vike.
158 Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord.
Eg såg dei utrue og fekk uhug, av di dei ikkje heldt ditt ord.
159 Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; Herre! hold mig i Live efter din Miskundhed.
Sjå at eg hev elska dine fyresegner! Herre, haldt meg i live etter di miskunn!
160 Summen af dit Ord er Sandhed, og evig er al din Retfærdigheds Dom.
Summen av ditt ord er sanning, og æveleg stend all di rettferds lov.
161 Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord.
Hovdingar forfylgde meg utan orsak, men mitt hjarta ottast dine ord.
162 Jeg glæder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte.
Eg gled meg yver ditt ord, som når ein finn mykje herfang.
163 Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg.
Lygn hev eg hata og havt stygg til; di lov hev eg elska.
164 Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfærdigheds Dommes Skyld.
Sju gonger um dagen hev eg lova deg for dine rettferdige domar.
165 Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem.
Mykje fred hev dei som elskar di lov, og ingen støyt fær deim til fall.
166 Jeg ventede paa din Frelse, Herre! og jeg udførte dine Bud.
Eg hev venta på di frelsa, Herre, og dine bodord hev eg halde.
167 Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare.
Mi sjæl hev halde dine vitnemål, og eg elska deim mykje.
168 Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd; thi alle mine Veje ere aabenbare for dig.
Eg hev halde dine fyresegner og dine vitnemål, for alle mine vegar er for di åsyn.
169 Lad mit Raab komme nær for dit Ansigt, Herre! og undervis mig efter dit Ord!
Lat mitt klagerop koma fram for di åsyn, Herre! Gjev meg skyn etter ditt ord.
170 Lad min ydmyge Begæring komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord!
Lat mi bøn koma for di åsyn! Frels meg etter ditt ord!
171 Mine Læber skulle udgyde Lovsang; thi du lærer mig dine Skikke.
Mine lippor skal fløda yver av lovsong, for du lærer meg dine fyreskrifter;
172 Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle dine Bud ere Retfærdighed.
Mi tunga skal syngja um ditt ord; for alle dine bodord er rettferd.
173 Lad din Haand være mig til Hjælp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger.
Lat di hand vera meg til hjelp! for dine fyresegner hev eg valt ut.
174 Jeg har Længsel efter din Frelse, Herre! og din Lov er min Lyst.
Eg lengtar etter di frelsa, Herre, og di lov er mi lyst.
175 Maatte min Sjæl dog leve og love dig, og dine Domme hjælpe mig!
Lat mi sjæl leva og lova deg, og lat dine domar hjelpa meg!
176 Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar; thi dine Bud har jeg ikke glemt.
Eg hev fare vilt; leita upp din tenar som ein burtkomen sau! for dine bodord hev eg ikkje gløymt.