Salme 119
1 Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i Herrens Lov.
| אַשְׁרֵי תְמִֽימֵי־דָרֶךְ הַהֹלְכִים בְּתוֹרַת יְהֹוָֽה׃ |
2 Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte;
| אַשְׁרֵי נֹצְרֵי עֵדֹתָיו בְּכׇל־לֵב יִדְרְשֽׁוּהוּ׃ |
3 og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje.
| אַף לֹא־פָעֲלוּ עַוְלָה בִּדְרָכָיו הָלָֽכוּ׃ |
4 Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes.
| אַתָּה צִוִּיתָה פִקֻּדֶיךָ לִשְׁמֹר מְאֹֽד׃ |
5 Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke;
| אַחֲלַי יִכֹּנוּ דְרָכָי לִשְׁמֹר חֻקֶּֽיךָ׃ |
6 da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud.
| אָז לֹא־אֵבוֹשׁ בְּהַבִּיטִי אֶל־כׇּל־מִצְוֺתֶֽיךָ׃ |
7 Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende.
| אוֹדְךָ בְּיֹשֶׁר לֵבָב בְּלׇמְדִי מִשְׁפְּטֵי צִדְקֶֽךָ׃ |
8 Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles.
| אֶת־חֻקֶּיךָ אֶשְׁמֹר אַֽל־תַּעַזְבֵנִי עַד־מְאֹֽד׃ |
9 Hvormed skal en ung holde sin Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord.
| בַּמֶּה יְזַכֶּה־נַּעַר אֶת־אׇרְחוֹ לִשְׁמֹר כִּדְבָרֶֽךָ׃ |
10 Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte, lad mig ikke fare vild fra dine Bud!
| בְּכׇל־לִבִּי דְרַשְׁתִּיךָ אַל־תַּשְׁגֵּנִי מִמִּצְוֺתֶֽיךָ׃ |
11 Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skulde synde imod dig.
| בְּלִבִּי צָפַנְתִּי אִמְרָתֶךָ לְמַעַן לֹא אֶחֱטָא־לָֽךְ׃ |
12 Lovet være du, Herre! lær mig dine Skikke.
| בָּרוּךְ אַתָּה יְהֹוָה לַמְּדֵנִי חֻקֶּֽיךָ׃ |
13 Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme.
| בִּשְׂפָתַי סִפַּרְתִּי כֹּל מִשְׁפְּטֵי־פִֽיךָ׃ |
14 Jeg glædede mig ved dine Vidnesbyrds Vej som over alle Skatte.
| בְּדֶרֶךְ עֵדְוֺתֶיךָ שַּׂשְׂתִּי כְּעַל כׇּל־הֽוֹן׃ |
15 Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier.
| בְּפִקּוּדֶיךָ אָשִׂיחָה וְאַבִּיטָה אֹֽרְחֹתֶֽיךָ׃ |
16 Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vir ikke glemme dit Ord.
| בְּחֻקֹּתֶיךָ אֶֽשְׁתַּעֲשָׁע לֹא אֶשְׁכַּח דְּבָרֶֽךָ׃ |
17 Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord.
| גְּמֹל עַל־עַבְדְּךָ אֶחְיֶה וְאֶשְׁמְרָה דְבָרֶֽךָ׃ |
18 Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov.
| גַּל־עֵינַי וְאַבִּיטָה נִפְלָאוֹת מִתּוֹרָתֶֽךָ׃ |
19 Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!
| גֵּר אָנֹכִי בָאָרֶץ אַל־תַּסְתֵּר מִמֶּנִּי מִצְוֺתֶֽיךָ׃ |
20 Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Domme alle Tider.
| גָּרְסָה נַפְשִׁי לְתַאֲבָה אֶֽל־מִשְׁפָּטֶיךָ בְכׇל־עֵֽת׃ |
21 Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud.
| גָּעַרְתָּ זֵדִים אֲרוּרִים הַשֹּׁגִים מִמִּצְוֺתֶֽיךָ׃ |
22 Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.
| גַּל מֵעָלַי חֶרְפָּה וָבוּז כִּי עֵדֹתֶיךָ נָצָֽרְתִּי׃ |
23 Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod mig; men din Tjener grunder paa dine Skikke.
| גַּם יָשְׁבוּ שָׂרִים בִּי נִדְבָּרוּ עַבְדְּךָ יָשִׂיחַ בְּחֻקֶּֽיךָ׃ |
24 Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Mænd.
| גַּֽם־עֵדֹתֶיךָ שַׁעֲשֻׁעָי אַנְשֵׁי עֲצָתִֽי׃ |
25 Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord!
| דָּבְקָה לֶעָפָר נַפְשִׁי חַיֵּנִי כִּדְבָרֶֽךָ׃ |
26 Jeg opregnede mine Veje, og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke!
| דְּרָכַי סִפַּרְתִּי וַֽתַּעֲנֵנִי לַמְּדֵנִי חֻקֶּֽיךָ׃ |
27 Lad mig forstaa dine Befalingers Vej, og jeg vil grunde paa dine underfulde Gerninger.
| דֶּרֶךְ־פִּקּוּדֶיךָ הֲבִינֵנִי וְאָשִׂיחָה בְּנִפְלְאוֹתֶֽיךָ׃ |
28 Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord!
| דָּלְפָה נַפְשִׁי מִתּוּגָה קַיְּמֵנִי כִּדְבָרֶֽךָ׃ |
29 Vend Løgnens Vej fra mig, og skænk mig Naade i din Lov!
| דֶּֽרֶךְ־שֶׁקֶר הָסֵר מִמֶּנִּי וְֽתוֹרָתְךָ חׇנֵּֽנִי׃ |
30 Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig.
| דֶּֽרֶךְ־אֱמוּנָה בָחָרְתִּי מִשְׁפָּטֶיךָ שִׁוִּֽיתִי׃ |
31 Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskæmmes.
| דָּבַקְתִּי בְעֵדְוֺתֶיךָ יְהֹוָה אַל־תְּבִישֵֽׁנִי׃ |
32 Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit.
| דֶּֽרֶךְ־מִצְוֺתֶיךָ אָרוּץ כִּי תַרְחִיב לִבִּֽי׃ |
33 Lær mig, Herre! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil Enden.
| הוֹרֵנִי יְהֹוָה דֶּרֶךְ חֻקֶּיךָ וְאֶצְּרֶנָּה עֵֽקֶב׃ |
34 Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte.
| הֲבִינֵנִי וְאֶצְּרָה תוֹרָתֶךָ וְאֶשְׁמְרֶנָּה בְכׇל־לֵֽב׃ |
35 Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst;
| הַדְרִיכֵנִי בִּנְתִיב מִצְוֺתֶיךָ כִּי־בוֹ חָפָֽצְתִּי׃ |
36 Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ikke til ulovlig Vinding.
| הַט־לִבִּי אֶל־עֵדְוֺתֶיךָ וְאַל אֶל־בָּֽצַע׃ |
37 Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed; hold mig i Live paa din Vej!
| הַעֲבֵר עֵינַי מֵרְאוֹת שָׁוְא בִּדְרָכֶךָ חַיֵּֽנִי׃ |
38 Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig.
| הָקֵם לְעַבְדְּךָ אִמְרָתֶךָ אֲשֶׁר לְיִרְאָתֶֽךָ׃ |
39 Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode.
| הַעֲבֵר חֶרְפָּתִי אֲשֶׁר יָגֹרְתִּי כִּי מִשְׁפָּטֶיךָ טוֹבִֽים׃ |
40 Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfærdighed!
| הִנֵּה תָּאַבְתִּי לְפִקֻּדֶיךָ בְּצִדְקָתְךָ חַיֵּֽנִי׃ |
41 Lad din Miskundhed, o Herre! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord.
| וִיבֹאֻנִי חֲסָדֶךָ יְהֹוָה תְּשׁוּעָתְךָ כְּאִמְרָתֶֽךָ׃ |
42 Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord.
| וְאֶעֱנֶה חֹרְפִי דָבָר כִּֽי־בָטַחְתִּי בִּדְבָרֶֽךָ׃ |
43 Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme.
| וְֽאַל־תַּצֵּל מִפִּי דְבַר־אֱמֶת עַד־מְאֹד כִּי לְמִשְׁפָּטֶךָ יִחָֽלְתִּי׃ |
44 Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid.
| וְאֶשְׁמְרָה תוֹרָתְךָ תָמִיד לְעוֹלָם וָעֶֽד׃ |
45 Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger.
| וְאֶתְהַלְּכָה בָרְחָבָה כִּי פִקֻּדֶיךָ דָרָֽשְׁתִּי׃ |
46 Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmmes.
| וַאֲדַבְּרָה בְעֵדֹתֶיךָ נֶגֶד מְלָכִים וְלֹא אֵבֽוֹשׁ׃ |
47 Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker.
| וְאֶשְׁתַּעֲשַׁע בְּמִצְוֺתֶיךָ אֲשֶׁר אָהָֽבְתִּי׃ |
48 Og jeg vil opløfte mine Hænder til dine Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke.
| וְאֶשָּֽׂא־כַפַּי אֶֽל־מִצְוֺתֶיךָ אֲשֶׁר אָהָבְתִּי וְאָשִׂיחָה בְחֻקֶּֽיךָ׃ |
49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe.
| זְכֹר־דָּבָר לְעַבְדֶּךָ עַל אֲשֶׁר יִֽחַלְתָּֽנִי׃ |
50 Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live.
| זֹאת נֶחָמָתִי בְעׇנְיִי כִּי אִמְרָתְךָ חִיָּֽתְנִי׃ |
51 De hovmodige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov.
| זֵדִים הֱלִיצֻנִי עַד־מְאֹד מִתּוֹרָתְךָ לֹא נָטִֽיתִי׃ |
52 Herre! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet.
| זָכַרְתִּי מִשְׁפָּטֶיךָ מֵעוֹלָם ׀ יְהֹוָה וָאֶתְנֶחָֽם׃ |
53 Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov.
| זַלְעָפָה אֲחָזַתְנִי מֵרְשָׁעִים עֹזְבֵי תּֽוֹרָתֶֽךָ׃ |
54 Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus.
| זְמִרוֹת הָיוּ־לִי חֻקֶּיךָ בְּבֵית מְגוּרָֽי׃ |
55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o Herre! og holdt din Lov.
| זָכַרְתִּי בַלַּיְלָה שִׁמְךָ יְהֹוָה וָאֶשְׁמְרָה תּֽוֹרָתֶֽךָ׃ |
56 Dette skete mig; thi dine Befalinger har jeg holdt.
| זֹאת הָיְתָה־לִּי כִּי פִקֻּדֶיךָ נָצָֽרְתִּי׃ |
57 Jeg sagde: Herren er min Del, jeg vil holde dine Ord.
| חֶלְקִי יְהֹוָה אָמַרְתִּי לִשְׁמֹר דְּבָרֶֽיךָ׃ |
58 Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord!
| חִלִּיתִי פָנֶיךָ בְכׇל־לֵב חׇנֵּנִי כְּאִמְרָתֶֽךָ׃ |
59 Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd.
| חִשַּׁבְתִּי דְרָכָי וָאָשִׁיבָה רַגְלַי אֶל־עֵדֹתֶֽיךָ׃ |
60 Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud.
| חַשְׁתִּי וְלֹא הִתְמַהְמָהְתִּי לִשְׁמֹר מִצְוֺתֶֽיךָ׃ |
61 De ugudeliges Garn omspændte mig; din Lov glemte jeg ikke.
| חֶבְלֵי רְשָׁעִים עִוְּדֻנִי תּוֹרָתְךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
62 Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfærdigheds Domme.
| חֲצֽוֹת־לַיְלָה אָקוּם לְהוֹדוֹת לָךְ עַל מִשְׁפְּטֵי צִדְקֶֽךָ׃ |
63 Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger.
| חָבֵר אָנִי לְכׇל־אֲשֶׁר יְרֵאוּךָ וּלְשֹׁמְרֵי פִּקּוּדֶֽיךָ׃ |
64 Jorden er fuld af din Miskundhed, Herre! lær mig dine Skikke.
| חַסְדְּךָ יְהֹוָה מָלְאָה הָאָרֶץ חֻקֶּיךָ לַמְּדֵֽנִי׃ |
65 Du gjorde vel imod din Tjener, Herre! efter dit Ord.
| טוֹב עָשִׂיתָ עִֽם־עַבְדְּךָ יְהֹוָה כִּדְבָרֶֽךָ׃ |
66 Lær mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud.
| טוּב טַעַם וָדַעַת לַמְּדֵנִי כִּי בְמִצְוֺתֶיךָ הֶאֱמָֽנְתִּי׃ |
67 Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord.
| טֶרֶם אֶעֱנֶה אֲנִי שֹׁגֵג וְעַתָּה אִמְרָתְךָ שָׁמָֽרְתִּי׃ |
68 Du er god og gør godt; lær mig dine Skikke!
| טוֹב־אַתָּה וּמֵטִיב לַמְּדֵנִי חֻקֶּֽיךָ׃ |
69 De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte.
| טָפְלוּ עָלַי שֶׁקֶר זֵדִים אֲנִי בְּכׇל־לֵב ׀ אֶצֹּר פִּקּוּדֶֽיךָ׃ |
70 Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov.
| טָפַשׁ כַּחֵלֶב לִבָּם אֲנִי תּוֹרָתְךָ שִׁעֲשָֽׁעְתִּי׃ |
71 Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke.
| טֽוֹב־לִי כִֽי־עֻנֵּיתִי לְמַעַן אֶלְמַד חֻקֶּֽיךָ׃ |
72 Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv.
| טֽוֹב־לִי תוֹרַת־פִּיךָ מֵאַלְפֵי זָהָב וָכָֽסֶף׃ |
73 Dine Hænder have skabt mig og beredt mig; giv mig Forstand, at jeg kan lære at kende dine Bud.
| יָדֶיךָ עָשׂוּנִי וַֽיְכוֹנְנוּנִי הֲבִינֵנִי וְאֶלְמְדָה מִצְוֺתֶֽיךָ׃ |
74 De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord.
| יְרֵאֶיךָ יִרְאוּנִי וְיִשְׂמָחוּ כִּי לִדְבָרְךָ יִחָֽלְתִּי׃ |
75 Herre! jeg ved, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig.
| יָדַעְתִּי יְהֹוָה כִּי־צֶדֶק מִשְׁפָּטֶיךָ וֶאֱמוּנָה עִנִּיתָֽנִי׃ |
76 Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.
| יְהִי־נָא חַסְדְּךָ לְנַחֲמֵנִי כְּאִמְרָתְךָ לְעַבְדֶּֽךָ׃ |
77 Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst.
| יְבֹאוּנִי רַחֲמֶיךָ וְאֶחְיֶה כִּי־תוֹרָתְךָ שַׁעֲשֻׁעָֽי׃ |
78 Lad de hovmodige beskæmmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger.
| יֵבֹשׁוּ זֵדִים כִּי־שֶׁקֶר עִוְּתוּנִי אֲנִי אָשִׂיחַ בְּפִקּוּדֶֽיךָ׃ |
79 Lad dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd.
| יָשׁוּבוּ לִי יְרֵאֶיךָ (וידעו) [וְיֹדְעֵי] עֵדֹתֶֽיךָ׃ |
80 Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes.
| יְהִי־לִבִּי תָמִים בְּחֻקֶּיךָ לְמַעַן לֹא אֵבֽוֹשׁ׃ |
81 Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord.
| כָּלְתָה לִתְשׁוּעָתְךָ נַפְשִׁי לִדְבָרְךָ יִחָֽלְתִּי׃ |
82 Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
| כָּלוּ עֵינַי לְאִמְרָתֶךָ לֵאמֹר מָתַי תְּֽנַחֲמֵֽנִי׃ |
83 Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke.
| כִּֽי־הָיִיתִי כְּנֹאד בְּקִיטוֹר חֻקֶּיךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
84 Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig?
| כַּמָּה יְמֵֽי־עַבְדֶּךָ מָתַי תַּעֲשֶׂה בְרֹדְפַי מִשְׁפָּֽט׃ |
85 De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov.
| כָּרוּ־לִי זֵדִים שִׁיחוֹת אֲשֶׁר לֹא כְתוֹרָתֶֽךָ׃ |
86 Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig!
| כׇּל־מִצְוֺתֶיךָ אֱמוּנָה שֶׁקֶר רְדָפוּנִי עׇזְרֵֽנִי׃ |
87 De havde paa et lidet nær ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger.
| כִּמְעַט כִּלּוּנִי בָאָרֶץ וַאֲנִי לֹא־עָזַבְתִּי פִקֻּדֶֽיךָ׃ |
88 Hold mig i Live efter din Miskundhed, saa vil jeg bevare din Munds Vidnesbyrd.
| כְּחַסְדְּךָ חַיֵּנִי וְאֶשְׁמְרָה עֵדוּת פִּֽיךָ׃ |
89 Herre! dit Ord bestaar evindelig i Himlene.
| לְעוֹלָם יְהֹוָה דְּבָרְךָ נִצָּב בַּשָּׁמָֽיִם׃ |
90 Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast.
| לְדֹר וָדֹר אֱמוּנָתֶךָ כּוֹנַנְתָּֽ אֶרֶץ וַֽתַּעֲמֹֽד׃ |
91 De bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere.
| לְֽמִשְׁפָּטֶיךָ עָמְדוּ הַיּוֹם כִּי הַכֹּל עֲבָדֶֽיךָ׃ |
92 Dersom ikke din Lov havde været min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed.
| לוּלֵי תוֹרָתְךָ שַׁעֲשֻׁעָי אָז אָבַדְתִּי בְעׇנְיִֽי׃ |
93 Jeg skal i Evighed ikke forglemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live.
| לְעוֹלָם לֹא־אֶשְׁכַּח פִּקּוּדֶיךָ כִּי בָם חִיִּיתָֽנִי׃ |
94 Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger.
| לְֽךָ־אֲנִי הוֹשִׁיעֵנִי כִּי פִקּוּדֶיךָ דָרָֽשְׁתִּי׃ |
95 De ugudelige biede paa mig for at lægge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd.
| לִי קִוּוּ רְשָׁעִים לְאַבְּדֵנִי עֵדֹתֶיךָ אֶתְבּוֹנָֽן׃ |
96 Jeg har set Ende paa al Fuldkommenhed; men dit Bud strækker sig saare vidt.
| לְֽכׇל־תִּכְלָה רָאִיתִי קֵץ רְחָבָה מִצְוָתְךָ מְאֹֽד׃ |
97 Hvor kær har jeg din Lov! den er min Tanke den ganske Dag.
| מָה־אָהַבְתִּי תוֹרָתֶךָ כׇּל־הַיּוֹם הִיא שִׂיחָתִֽי׃ |
98 Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig.
| מֵֽאֹיְבַי תְּחַכְּמֵנִי מִצְוֺתֶךָ כִּי לְעוֹלָם הִיא־לִֽי׃ |
99 Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke.
| מִכׇּל־מְלַמְּדַי הִשְׂכַּלְתִּי כִּי עֵדְוֺתֶיךָ שִׂיחָה לִֽי׃ |
100 Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger.
| מִזְּקֵנִים אֶתְבּוֹנָן כִּי פִקּוּדֶיךָ נָצָֽרְתִּי׃ |
101 Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord.
| מִכׇּל־אֹרַח רָע כָּלִאתִי רַגְלָי לְמַעַן אֶשְׁמֹר דְּבָרֶֽךָ׃ |
102 Jeg afveg ikke fra dine Domme; thi du har lært mig det.
| מִמִּשְׁפָּטֶיךָ לֹא־סָרְתִּי כִּי־אַתָּה הוֹרֵתָֽנִי׃ |
103 Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund.
| מַה־נִּמְלְצוּ לְחִכִּי אִמְרָתֶךָ מִדְּבַשׁ לְפִֽי׃ |
104 Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti.
| מִפִּקּוּדֶיךָ אֶתְבּוֹנָן עַל־כֵּן שָׂנֵאתִי ׀ כׇּל־אֹרַח שָֽׁקֶר׃ |
105 Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti.
| נֵר־לְרַגְלִי דְבָרֶךָ וְאוֹר לִנְתִיבָתִֽי׃ |
106 Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme.
| נִשְׁבַּעְתִּי וָאֲקַיֵּמָה לִשְׁמֹר מִשְׁפְּטֵי צִדְקֶֽךָ׃ |
107 Jeg er saare plaget; Herre! hold mig i Live efter dit Ord.
| נַעֲנֵיתִי עַד־מְאֹד יְהֹוָה חַיֵּנִי כִדְבָרֶֽךָ׃ |
108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre! og lær mig dine Domme.
| נִדְבוֹת פִּי רְצֵה־נָא יְהֹוָה וּֽמִשְׁפָּטֶיךָ לַמְּדֵֽנִי׃ |
109 Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov.
| נַפְשִׁי בְכַפִּי תָמִיד וְתוֹרָתְךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
110 De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine Befalinger.
| נָתְנוּ רְשָׁעִים פַּח לִי וּמִפִּקּוּדֶיךָ לֹא תָעִֽיתִי׃ |
111 Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelig; thi de ere mit Hjertes Glæde.
| נָחַלְתִּי עֵדְוֺתֶיךָ לְעוֹלָם כִּֽי־שְׂשׂוֹן לִבִּי הֵֽמָּה׃ |
112 Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden.
| נָטִיתִי לִבִּי לַעֲשׂוֹת חֻקֶּיךָ לְעוֹלָם עֵֽקֶב׃ |
113 De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg.
| סֵעֲפִים שָׂנֵאתִי וְֽתוֹרָתְךָ אָהָֽבְתִּי׃ |
114 Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord.
| סִתְרִי וּמָגִנִּי אָתָּה לִדְבָרְךָ יִחָֽלְתִּי׃ |
115 Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud.
| סוּרוּ־מִמֶּנִּי מְרֵעִים וְאֶצְּרָה מִצְוֺת אֱלֹהָֽי׃ |
116 Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab!
| סׇמְכֵנִי כְאִמְרָתְךָ וְאֶחְיֶה וְאַל־תְּבִישֵׁנִי מִשִּׂבְרִֽי׃ |
117 Styrk mig, at jeg maa blive frelst, og jeg vil altid se hen til dine Skikke.
| סְעָדֵנִי וְאִוָּשֵׁעָה וְאֶשְׁעָה בְחֻקֶּיךָ תָמִֽיד׃ |
118 Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn.
| סָלִיתָ כׇּל־שׁוֹגִים מֵחֻקֶּיךָ כִּי־שֶׁקֶר תַּרְמִיתָֽם׃ |
119 Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd.
| סִגִים הִשְׁבַּתָּ כׇל־רִשְׁעֵי־אָרֶץ לָכֵן אָהַבְתִּי עֵדֹתֶֽיךָ׃ |
120 Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme.
| סָמַר מִפַּחְדְּךָ בְשָׂרִי וּֽמִמִּשְׁפָּטֶיךָ יָרֵֽאתִי׃ |
121 Jeg gjorde Ret og Retfærdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold!
| עָשִׂיתִי מִשְׁפָּט וָצֶדֶק בַּל־תַּנִּיחֵנִי לְעֹשְׁקָֽי׃ |
122 Vær Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold.
| עֲרֹב עַבְדְּךָ לְטוֹב אַֽל־יַעַשְׁקֻנִי זֵדִֽים׃ |
123 Mine Øjne forsmægte af Længsel efter din Frelse og efter din Retfærdigheds Ord.
| עֵינַי כָּלוּ לִישׁוּעָתֶךָ וּלְאִמְרַת צִדְקֶֽךָ׃ |
124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke!
| עֲשֵׂה עִם־עַבְדְּךָ כְחַסְדֶּךָ וְחֻקֶּיךָ לַמְּדֵֽנִי׃ |
125 Jeg er din Tjener; undervis mig, at jeg maa kende dine Vidnesbyrd.
| עַבְדְּךָ־אָנִי הֲבִינֵנִי וְאֵדְעָה עֵֽדֹתֶֽיךָ׃ |
126 Det er Tid, at Herren gør noget; de have brudt din Lov.
| עֵת לַעֲשׂוֹת לַיהֹוָה הֵפֵרוּ תּוֹרָתֶֽךָ׃ |
127 Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld.
| עַל־כֵּן אָהַבְתִּי מִצְוֺתֶיךָ מִזָּהָב וּמִפָּֽז׃ |
128 Derfor holder jeg alle dine Befalinger om alle Ting for at være rette; jeg hader al Løgnens Vej.
| עַל־כֵּן ׀ כׇּל־פִּקּוּדֵי כֹל יִשָּׁרְתִּי כׇּל־אֹרַח שֶׁקֶר שָׂנֵֽאתִי׃ |
129 Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjæl dem.
| פְּלָאוֹת עֵדְוֺתֶיךָ עַל־כֵּן נְצָרָתַם נַפְשִֽׁי׃ |
130 Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige.
| פֵּתַח דְּבָרֶיךָ יָאִיר מֵבִין פְּתָיִֽים׃ |
131 Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Længsel efter dine Bud.
| פִּֽי־פָעַרְתִּי וָאֶשְׁאָפָה כִּי לְמִצְוֺתֶיךָ יָאָֽבְתִּי׃ |
132 Vend dig til mig, og vær mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn.
| פְּנֵה־אֵלַי וְחׇנֵּנִי כְּמִשְׁפָּט לְאֹהֲבֵי שְׁמֶֽךָ׃ |
133 Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig!
| פְּעָמַי הָכֵן בְּאִמְרָתֶךָ וְֽאַל־תַּשְׁלֶט־בִּי כׇל־אָֽוֶן׃ |
134 Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger.
| פְּדֵנִי מֵעֹשֶׁק אָדָם וְאֶשְׁמְרָה פִּקּוּדֶֽיךָ׃ |
135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og lær mig dine Skikke!
| פָּנֶיךָ הָאֵר בְּעַבְדֶּךָ וְלַמְּדֵנִי אֶת־חֻקֶּֽיךָ׃ |
136 Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov.
| פַּלְגֵי־מַיִם יָרְדוּ עֵינָי עַל לֹא־שָׁמְרוּ תֽוֹרָתֶֽךָ׃ |
137 Du er retfærdig, Herre! og dine Domme ere retvise.
| צַדִּיק אַתָּה יְהֹוָה וְיָשָׁר מִשְׁפָּטֶֽיךָ׃ |
138 Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfærdighed og Trofasthed overmaade.
| צִוִּיתָ צֶדֶק עֵדֹתֶיךָ וֶאֱמוּנָה מְאֹֽד׃ |
139 Min Nidkærhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord.
| צִמְּתַתְנִי קִנְאָתִי כִּֽי־שָׁכְחוּ דְבָרֶיךָ צָרָֽי׃ |
140 Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det.
| צְרוּפָה אִמְרָתְךָ מְאֹד וְֽעַבְדְּךָ אֲהֵבָֽהּ׃ |
141 Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger.
| צָעִיר אָנֹכִי וְנִבְזֶה פִּקֻּדֶיךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
142 Din Retfærdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed.
| צִדְקָתְךָ צֶדֶק לְעוֹלָם וְֽתוֹרָתְךָ אֱמֶֽת׃ |
143 Angest og Trængsel ramte mig; dine Bud ere min Lyst.
| צַר־וּמָצוֹק מְצָאוּנִי מִצְוֺתֶיךָ שַׁעֲשֻׁעָֽי׃ |
144 Dine Vidnesbyrd ere Ret evindelig; undervis mig, saa lever jeg.
| צֶדֶק עֵדְוֺתֶיךָ לְעוֹלָם הֲבִינֵנִי וְאֶחְיֶֽה׃ |
145 Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, Herre! jeg vil bevare dine Skikke.
| קָרָאתִי בְכׇל־לֵב עֲנֵנִי יְהֹוָה חֻקֶּיךָ אֶצֹּֽרָה׃ |
146 Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd.
| קְרָאתִיךָ הוֹשִׁיעֵנִי וְאֶשְׁמְרָה עֵדֹתֶֽיךָ׃ |
147 Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord.
| קִדַּמְתִּי בַנֶּשֶׁף וָאֲשַׁוֵּעָה (לדבריך) [לִדְבָרְךָ] יִחָֽלְתִּי׃ |
148 Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord.
| קִדְּמוּ עֵינַי אַשְׁמֻרוֹת לָשִׂיחַ בְּאִמְרָתֶֽךָ׃ |
149 Hør min Røst efter din Miskundhed; Herre! hold mig i Live efter dine Domme;
| קוֹלִי שִׁמְעָה כְחַסְדֶּךָ יְהֹוָה כְּֽמִשְׁפָּטֶךָ חַיֵּֽנִי׃ |
150 De nærmede sig, som jage efter Skændselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov.
| קָרְבוּ רֹדְפֵי זִמָּה מִתּוֹרָתְךָ רָחָֽקוּ׃ |
151 Nær er du, o Herre! og alle dine Bud ere Sandhed.
| קָרוֹב אַתָּה יְהֹוָה וְֽכׇל־מִצְוֺתֶיךָ אֱמֶֽת׃ |
152 Jeg har forlængst hentet Kundskab af dine Vidnesbyrd; thi du har grundfæstet dem evindelig.
| קֶדֶם יָדַעְתִּי מֵעֵדֹתֶיךָ כִּי לְעוֹלָם יְסַדְתָּֽם׃ |
153 Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt.
| רְאֵה־עׇנְיִי וְחַלְּצֵנִי כִּי־תוֹרָתְךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
154 Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord.
| רִיבָה רִיבִי וּגְאָלֵנִי לְאִמְרָתְךָ חַיֵּֽנִי׃ |
155 Frelsen er fjern fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke.
| רָחוֹק מֵרְשָׁעִים יְשׁוּעָה כִּי־חֻקֶּיךָ לֹא דָרָֽשׁוּ׃ |
156 Stor er din Barmhjertighed, o Herre! hold mig i Live efter dine Domme!
| רַחֲמֶיךָ רַבִּים ׀ יְהֹוָה כְּֽמִשְׁפָּטֶיךָ חַיֵּֽנִי׃ |
157 Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd.
| רַבִּים רֹדְפַי וְצָרָי מֵעֵדְוֺתֶיךָ לֹא נָטִֽיתִי׃ |
158 Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord.
| רָאִיתִי בֹגְדִים וָאֶתְקוֹטָטָה אֲשֶׁר אִמְרָתְךָ לֹא שָׁמָֽרוּ׃ |
159 Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; Herre! hold mig i Live efter din Miskundhed.
| רְאֵה כִּי־פִקּוּדֶיךָ אָהָבְתִּי יְהֹוָה כְּֽחַסְדְּךָ חַיֵּֽנִי׃ |
160 Summen af dit Ord er Sandhed, og evig er al din Retfærdigheds Dom.
| רֹאשׁ־דְּבָרְךָ אֱמֶת וּלְעוֹלָם כׇּל־מִשְׁפַּט צִדְקֶֽךָ׃ |
161 Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord.
| שָׂרִים רְדָפוּנִי חִנָּם (ומדבריך) [וּמִדְּבָרְךָ] פָּחַד לִבִּֽי׃ |
162 Jeg glæder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte.
| שָׂשׂ אָנֹכִי עַל־אִמְרָתֶךָ כְּמוֹצֵא שָׁלָל רָֽב׃ |
163 Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg.
| שֶׁקֶר שָׂנֵאתִי וַאֲתַעֵבָה תּוֹרָתְךָ אָהָֽבְתִּי׃ |
164 Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfærdigheds Dommes Skyld.
| שֶׁבַע בַּיּוֹם הִלַּלְתִּיךָ עַל מִשְׁפְּטֵי צִדְקֶֽךָ׃ |
165 Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem.
| שָׁלוֹם רָב לְאֹהֲבֵי תוֹרָתֶךָ וְאֵֽין־לָמוֹ מִכְשֽׁוֹל׃ |
166 Jeg ventede paa din Frelse, Herre! og jeg udførte dine Bud.
| שִׂבַּרְתִּי לִישׁוּעָתְךָ יְהֹוָה וּֽמִצְוֺתֶיךָ עָשִֽׂיתִי׃ |
167 Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare.
| שָֽׁמְרָה נַפְשִׁי עֵדֹתֶיךָ וָאֹהֲבֵם מְאֹֽד׃ |
168 Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd; thi alle mine Veje ere aabenbare for dig.
| שָׁמַרְתִּי פִקּוּדֶיךָ וְעֵדֹתֶיךָ כִּי כׇל־דְּרָכַי נֶגְדֶּֽךָ׃ |
169 Lad mit Raab komme nær for dit Ansigt, Herre! og undervis mig efter dit Ord!
| תִּקְרַב רִנָּתִי לְפָנֶיךָ יְהֹוָה כִּדְבָרְךָ הֲבִינֵֽנִי׃ |
170 Lad min ydmyge Begæring komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord!
| תָּבוֹא תְחִנָּתִי לְפָנֶיךָ כְּאִמְרָתְךָ הַצִּילֵֽנִי׃ |
171 Mine Læber skulle udgyde Lovsang; thi du lærer mig dine Skikke.
| תַּבַּעְנָה שְׂפָתַי תְּהִלָּה כִּי תְלַמְּדֵנִי חֻקֶּֽיךָ׃ |
172 Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle dine Bud ere Retfærdighed.
| תַּעַן לְשׁוֹנִי אִמְרָתֶךָ כִּי כׇל־מִצְוֺתֶיךָ צֶּֽדֶק׃ |
173 Lad din Haand være mig til Hjælp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger.
| תְּהִי־יָדְךָ לְעׇזְרֵנִי כִּי פִקּוּדֶיךָ בָחָֽרְתִּי׃ |
174 Jeg har Længsel efter din Frelse, Herre! og din Lov er min Lyst.
| תָּאַבְתִּי לִישׁוּעָתְךָ יְהֹוָה וְתוֹרָתְךָ שַׁעֲשֻׁעָֽי׃ |
175 Maatte min Sjæl dog leve og love dig, og dine Domme hjælpe mig!
| תְּֽחִי־נַפְשִׁי וּֽתְהַלְלֶךָּ וּֽמִשְׁפָּטֶךָ יַעְזְרֻֽנִי׃ |
176 Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar; thi dine Bud har jeg ikke glemt.
| תָּעִיתִי כְּשֶׂה אֹבֵד בַּקֵּשׁ עַבְדֶּךָ כִּי מִצְוֺתֶיךָ לֹא שָׁכָֽחְתִּי׃ |
