Salme 109
1 Min Lovsangs Gud, ti ikke!
Auf den Siegesspender, von David, ein Lied. - Mein Gott, den ich lobpreise, sei nicht taub!
2 Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge,
Sie öffnen gegen mich den frechen, falschen Mund; mit Lügenzungen reden sie zu nur
3 og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag.
und überhäufen mich mit Hassesworten und feinden ohne Grund mich an.
4 Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn.
Für meine Liebe klagen sie mich an; ich muß mich gar verteidigen.
5 Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed.
Für Gutes haben sie für mich nur böse Wünsche, für meine Liebe Haß: -
6 Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand!
"Man möge einen Frevler gegen ihn bestellen, daß er als Kläger gegen ihn auftrete!
7 Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive tir Synd!
Er gehe schuldig im Gericht hervor; fehlschlage ihm sein Rechten!
8 Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede!
Nur wenig seien seine Tage; ein anderer nehme sein Erspartes!
9 Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke!
Und seine Kinder sollen Waisen werden und seine Gattin Witwe!
10 Og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde!
Unstet umherziehen und betteln sollen seine Kinder, aus ihren leeren Wohnungen verstoßen werden!
11 Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han har, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde.
Ein Wucherer belege seine ganze Habe mit Beschlag, und Fremde sollen sein Erworbnes plündern!
12 Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse!
Nicht einer bleibe ihm gewogen! Nicht einer schenke Mitleid seinen Waisen!
13 Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led!
Sein Stamm verfalle der Vernichtung; im zweiten Glied erlösche schon sein Name!
14 Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet!
Beim Herrn werd seiner Väter Schuld gedacht, und seiner Mutter Sünde werde nimmer ausgelöscht!
15 De være Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
Sie seien stets dem Herrn vor Augen, daß er vertilge ihr Gedächtnis von der Erde.
16 fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.
Denn er gedachte nimmer, Liebe zu erweisen, verfolgte elende und arme Leute und gab den Todesstoß zerbrochenen Herzen.
17 Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham.
Weil ihm der Fluch so lieb und ihm sich leicht einstellte, dieweil das Segnen er nicht mochte, weil's ihm ferne lag,
18 Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben.
dieweil den Fluch er wie sein eigen Kleid anlegte, wie Wasser in sein Inneres nahm und er wie Öl in seine Glieder drang,
19 Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med.
so sei er ihm wie ein Gewand, das er als Hülle um sich legt, gleich einem Gürtel, den er ständig trägt!" -
20 Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!
Vom Herrn geschehe also meinen Anklägern, die wider mich gar Schlimmes reden!
21 Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.
Du aber, Herr, mein Gott, befasse Dich mit mir um Deines Namens willen! Errette mich nach Deiner milden Huld!
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
Denn ich bin bettelarm und leidend; mein Herz bricht mir im Leibe.
23 Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe.
Gleich einem Schatten, der sich neigt, vergehe ich, bin hohl gleich einem Rauchfang.
24 Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme.
Vor Fasten wanken mir die Knie; mein Leib zehrt ab, wird mager.
25 Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved.
Ich bin ihr Spott; sie sehen mich und schütteln ihren Kopf. -
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
Komm mir zu Hilfe, Herr, mein Gott! Errette mich nach Deiner Huld,
27 at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det.
damit sie innewerden, Deine Hand sei es, daß Du, Herr, solches tust!
28 Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes.
Sie mögen fluchen! Doch Du segne! So werden meine Widersacher voller Scham, Dein Diener aber voller Freude.
29 Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe.
In Schande müssen meine Ankläger sich kleiden, in ihre Scham sich hüllen wie in einen Mantel! -
30 Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange;
Dann danke ich dem Herrn mit lautem Munde und preise ihn inmitten Vieler,
31 thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.
daß er dem Armen steht zur Rechten, zur Hilfe gegen die, die ihn verklagen.
