Salme 109

1 Min Lovsangs Gud, ti ikke!

Dem Sangmeister. Ein Psalm Davids. / Gott, dem mein Loblied gilt, schweige doch nicht!

2 Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge,

Denn der Frevler und Lügner Mund / Hat sich wider mich aufgetan, / Zu mir geredet mit falscher Zunge.

3 og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag.

Mich haben Worte des Hasses umschwirrt / Und grundlos gegen mich Krieg geführt:

4 Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn.

Mit Feindschaft lohnten sie meine Liebe — / Doch ich habe stets für sie gebetet.

5 Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed.

Sie haben mir Böses für Gutes erwiesen / Und für meine Liebe Haß.

6 Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand!

Bestell einen Frevler wider ihn, / Ein Verkläger steh ihm zur Rechten!

7 Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive tir Synd!

Kommt er vor Gericht, so werd er als schuldig verurteilt, / Sein Gebet sogar — es werde zur Sünde!

8 Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede!

Seiner Tage sollen nur wenig sein, / Sein Amt soll ein andrer empfangen.

9 Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke!

Seine Kinder sollen Waisen werden / Und sein Weib eine Witwe.

10 Og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde!

Seine Kinder sollen als Bettler unstet wandern, / (Brot) suchen fern von den Trümmern (des Vaterhauses).

11 Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han har, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde.

Sein Gläubiger lege auf seinen Besitz Beschlag, / Und Fremde sollen ihm seine Habe rauben.

12 Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse!

Nicht einer bewahre ihm Liebe, / Niemand erbarme sich seiner Waisen!

13 Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led!

Sein Nachwuchs sei zum Vertilgen bestimmt, / Schon im andern Geschlecht erlösche sein Name!

14 Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet!

Seiner Väter Schuld möge Jahwe gedenken, / Ungetilgt bleibe seiner Mutter Sünde!

15 De være Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;

Sondern immer seien sie Jahwe vor Augen; / Der tilg ihr Gedächtnis aus dem Lande,

16 fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.

Weil er nicht gedachte, Erbarmen zu üben, / Sondern den verfolgte, der elend und arm, / Ja den Verzagten zu morden suchte.

17 Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham.

So hat er den Fluch geliebt: der treffe ihn nun! / Den Segen begehrte er nicht: der bleibe ihm fern!

18 Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben.

Drum zog er den Fluch an wie sein Kleid: / Der dringe nun wie ein Wasser in ihn / Und gehe wie Öl in seine Gebeine!

19 Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med.

Wie ein Kleid sei er ihm, in das er sich hüllt, / Wie ein Gurt, mit dem er sich ständig gürtet.

20 Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!

So lohne Jahwe meinen Verklägern / Und denen, die Böses wider mich reden.

21 Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.

Du aber, Jahwe Adonái, / Wirke mit mir um deines Namens willen! / Rette du mich, weil deine Huld so herrlich ist!

22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.

Denn ich bin elend und arm, / Und mein Herz ist in mir verwundet.

23 Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe.

Wie ein Schatten, wenn er sich dehnt, so bin ich vergangen, / Gleich Heuschrecken bin ich hinweggescheucht.

24 Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme.

Meine Knie schlottern vom Fasten, / Mein Fleisch ist verfallen und mager.

25 Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved.

Den Leuten bin ich zum Hohn geworden, / Sie schütteln den Kopf, sooft sie mich sehn.

26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,

Hilf du mir, Jahwe, mein Gott, / Rette du mich nach deiner Huld!

27 at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det.

Dann werden die Leute erkennen, daß dies deine Hand, / Daß du, o Jahwe, es hast getan.

28 Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes.

Fluchen sie, so wollest du segnen. / Erheben sie sich, so laß sie zuschanden werden, / Während dein Knecht sich freuen darf.

29 Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe.

Laß meine Verkläger sich kleiden in Schmach / Und Schande anziehn wie ein Gewand!

30 Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange;

Ich will Jahwe laut danken mit meinem Munde, / Inmitten vieler ihn loben.

31 thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.

Denn er tritt dem Armen zur Rechten, / Um ihn zu retten vor denen, / Die ihn verurteilen wollen.