Salme 108

1 En Sang, en Psalme af David.

Ko e Hiva pe ko e Saame ʻa Tevita. ‌ʻE ʻOtua, kuo maʻu hoku loto; te u hiva mo ʻatu ʻae fakamālō ʻaki hoku nāunau.

2 Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble.

Ke ʻā hake ʻae saliteli mo e haʻape: te u ʻa hengihengi hake pe au.

3 Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden.

‌ʻE Sihova, te u fakamālō kiate koe ʻi he ʻao ʻoe kakai: pea te u hiva fakamālō kiate koe ʻi he ngaahi puleʻanga.

4 Jeg vil takke dig, Herre! iblandt Folkene og lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer.

He ʻoku lahi hoʻo ʻaloʻofa ʻo māʻolunga hake ʻi he ngaahi langi: mo hoʻo moʻoni ʻoku aʻu atu ki he ngaahi ʻao.

5 Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne.

‌ʻE ʻOtua, ke māʻolunga lahi hake koe ʻi he ngaahi langi: pea ke māʻolunga hake ho nāunau ʻi māmani kotoa pē;

6 Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Ære være over al Jorden!

Koeʻuhi ke hao ʻaia ʻoku ke ʻofa ai ke ke fakamoʻui ʻaki ho nima toʻomataʻu, ʻo talia au.

7 Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os!

Kuo folofola ʻae ʻOtua ʻi heʻene māʻoniʻoni; te u fiefia, “Te u vaeua ʻa Sikemi, ʻo fuofua ʻae luo ʻo Sukote.

8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.

‌ʻOku ʻoʻoku ʻa Kiliati; ʻoku ʻoʻoku mo Manase; ko hono mālohi foki ʻo hoku ʻulu ʻa ʻIfalemi; ko ʻeku fai fono ʻa Siuta.

9 Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav.

Ko ʻeku ipu kaukauʻanga ʻa Moape; te u lī hoku topuvaʻe ki ʻolunga ki ʻItomi; te u vikiviki koeʻuhi ko Filisitia.”

10 Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!

Ko hai te ne ʻomi au ki he kolo mālohi? Ko hai te ne aʻutaki au ki ʻItomi?

11 Hvo vil føre mig tilden faste Stad? hvo har ledet mig til Edom?

‌ʻE ʻOtua, ʻe ʻikai, te ke fai ia, ʻa koe kuo ke liʻaki ʻakimautolu? Pea ʻikai te ke ʻalu atu, ʻE ʻOtua, mo ʻemau ngaahi kautau?

12 Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære?

Ke ke tuku kiate kimautolu ʻae tokoni ʻi he mamahi: he ʻoku taʻeʻaonga ʻae tokoni ʻae tangata.

13 Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.

Ko e meʻa ʻi he ʻOtua te tau fai mālohi ai: he ko ia ia te ne malaki hifo hotau ngaahi fili.