Salme 108

1 En Sang, en Psalme af David.

Gotovo je srce moje, Bože; pjevaæu i hvaliæu zajedno sa slavom svojom.

2 Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble.

Preni se psaltire i gusle, ustaæu rano.

3 Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden.

Slaviæu tebe, Gospode, po narodima, pojaæu tebi po plemenima.

4 Jeg vil takke dig, Herre! iblandt Folkene og lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer.

Jer je svrh nebesa milost tvoja i do oblaka istina tvoja.

5 Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne.

Uzvisi se više nebesa, Bože, i po svoj zemlji neka bude slava tvoja!

6 Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Ære være over al Jorden!

Da bi se izbavili mili tvoji, pomozi desnicom svojom, i usliši me.

7 Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os!

Bog reèe u svetinji svojoj: “veseliæu se, razdijeliæu Sihem, i dolinu Sokot razmjeriæu.

8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.

Moj je Galad, moj je Manasija, Jefrem je krjepost glave moje, Juda skiptar moj.

9 Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav.

Moav je èaša iz koje se umivam, Edomu æu pružiti obuæu svoju; nad zemljom Filistejskom popijevaæu.”

10 Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!

Ko æe me odvesti u tvrdi grad? ko æe me otpratiti do Edoma?

11 Hvo vil føre mig tilden faste Stad? hvo har ledet mig til Edom?

Zar neæeš ti, Bože, koji si nas odbacio, i ne ideš, Bože, s vojskama našim?

12 Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære?

Daj nam pomoæ u tjeskobi, obrana je èovjeèija uzalud.

13 Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.

Bogom smo jaki; on gazi neprijatelje naše.