Salme 108
1 En Sang, en Psalme af David.
Canticum Psalmi, ipsi David. [Paratum cor meum, Deus, paratum cor meum; cantabo, et psallam in gloria mea.
2 Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble.
Exsurge, gloria mea; exsurge, psalterium et cithara; exsurgam diluculo.
3 Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden.
Confitebor tibi in populis, Domine, et psallam tibi in nationibus:
4 Jeg vil takke dig, Herre! iblandt Folkene og lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer.
quia magna est super cælos misericordia tua, et usque ad nubes veritas tua.
5 Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne.
Exaltare super cælos, Deus, et super omnem terram gloria tua:
6 Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Ære være over al Jorden!
ut liberentur dilecti tui. Salvum fac dextera tua, et exaudi me.
7 Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os!
Deus locutus est in sancto suo: Exsultabo, et dividam Sichimam; et convallem tabernaculorum dimetiar.
8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.
Meus est Galaad, et meus est Manasses, et Ephraim susceptio capitis mei. Juda rex meus;
9 Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav.
Moab lebes spei meæ: in Idumæam extendam calceamentum meum; mihi alienigenæ amici facti sunt.
10 Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!
Quis deducet me in civitatem munitam? quis deducet me usque in Idumæam?
11 Hvo vil føre mig tilden faste Stad? hvo har ledet mig til Edom?
nonne tu, Deus, qui repulisti nos? et non exibis, Deus, in virtutibus nostris?
12 Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære?
Da nobis auxilium de tribulatione, quia vana salus hominis.
13 Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.
In Deo faciemus virtutem; et ipse ad nihilum deducet inimicos nostros.]
