Salme 108

1 En Sang, en Psalme af David.

Cantique de Psaume de David. Mon cœur est disposé, ô Dieu! ma gloire l'est aussi, je chanterai et je psalmodierai.

2 Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble.

Réveille-toi, ma musette et ma harpe, je me réveillerai à l'aube du jour.

3 Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden.

Eternel, je te célébrerai parmi les peuples, et je te psalmodierai parmi les nations.

4 Jeg vil takke dig, Herre! iblandt Folkene og lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer.

Car ta bonté est grande par-dessus les cieux, et ta vérité atteint jusqu’aux nues.

5 Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne.

Ô Dieu! élève-toi sur les cieux, et que ta gloire soit sur toute la terre.

6 Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Ære være over al Jorden!

Afin que ceux que tu aimes soient délivrés; sauve-moi par ta droite, et exauce-moi.

7 Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os!

Dieu a parlé en son Sanctuaire; je me réjouirai; je partagerai Sichem, et mesurerai la vallée de Succoth.

8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.

Galaad sera à moi, Manassé [sera] à moi, et Ephraïm sera ma principale force, Juda mon Législateur.

9 Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav.

Moab sera le bassin où je me laverai, je jetterai mon soulier sur Edom, je triompherai de la Palestine.

10 Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!

Qui sera-ce qui me conduira en la ville munie? qui sera-ce qui me conduira jusques en Edom?

11 Hvo vil føre mig tilden faste Stad? hvo har ledet mig til Edom?

Ne sera-ce pas toi, ô Dieu! qui nous avais rejetés, et qui ne sortais plus, ô Dieu! avec nos armées?

12 Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære?

Donne-nous secours pour sortir de la détresse; car la délivrance [qu'on attend] de l'homme est vaine.

13 Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.

Nous ferons des actions de valeur en Dieu, et il foulera nos ennemis.