Salme 107

1 Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.

2 Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand,

3 og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet.

4 De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi;

5 de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem.

6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler.

7 Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi.

8 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;

9 thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt.

10 De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern;

11 thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad;

12 og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper.

13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.

14 Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.

15 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;

16 thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.

17 De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld.

18 Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.

19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.

20 Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave.

21 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn

22 og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.

23 De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande,

24 de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet.

25 Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger.

26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken.

27 De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt.

28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.

29 Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig.

30 Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring.

31 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn

32 og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde.

33 Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder;

34 et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri.

35 Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund.

36 Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi.

37 Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt.

38 Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.

39 Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse.

40 Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk.

41 Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.

42 De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til.

43 Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!