Salme 107
1 Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
Whakawhetai ki a Ihowa, he pai hoki ia: he pumau tonu hoki tana mahi tohu.
2 Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand,
Kia pena ano te korero a te hunga i hokona e Ihowa, i hokona nei e ia i roto i te ringa o te hoariri;
3 og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet.
I kohikohia nei i nga whenua, i te rawhiti, i te uru, i te raki, i te tonga.
4 De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi;
I haereere ratou i te koraha i te wahi mokemoke, te kitea tetahi pa hei nohoanga.
5 de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem.
I matekai ratou, i matewai: hemo noa to ratou wairua i roto i a ratou.
6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler.
Na ka tangi ratou ki a Ihowa i to ratou pouri: a whakaorangia ana ratou e ia i o ratou mate.
7 Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi.
A arahina ana e ia ra te ara tika; kia haere ai ki te pa hei nohoanga.
8 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
Aue! me i whakapaingia e te tangata a Ihowa mo tona atawhai, mo ana mahi whakamiharo ki nga tama a te tangata!
9 thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt.
E whakamakonatia ana hoki e ia te wairua hiahia: ko te wairua hiakai, whakakiia ana e ia ki te pai.
10 De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern;
Ko te hunga i noho i te pouri, i te atarangi o te mate: he mea here ki te mamae, ki te rino;
11 thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad;
Mo ratou i tutu ki nga kupu a te Atua, i whakahawea ki te whakaaro o te Runga Rawa;
12 og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper.
Koia i pehia iho ai e ia o ratou ngakau ki te mahi: hinga iho ratou, kahore hoki he kaiawhina.
13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
Na ka tangi ratou ki a Ihowa i to ratou pouri; a ka whakaorangia ratou e ia i o ratou mate.
14 Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.
Whakaputaina mai ana ratou e ia i te pouri, i te atarangi o te mate; motumotuhia ana o ratou here.
15 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
Aue! me i whakapaingia e te tangata a Ihowa mo tona atawhai, mo ana mahi whakamiharo ki nga tama a te tangata!
16 thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.
Kua tukitukia hoki e ia nga tatau parahi: kua tapahia e ia nga tutaki rino, motu rawa.
17 De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld.
Ko nga kuware, na a ratou mahi tutu, na o ratou kino, i pakia ai ratou.
18 Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
Ka wetiweti to ratou wairua ki nga kai katoa; a ka whakatata ratou ki nga kuwaha o te mate.
19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
Na ka tangi ki a Ihowa i to ratou pouri, a ka whakaorangia ratou e ia i o ratou mate.
20 Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave.
Tukua mai ana e ia tana kupu, a rongoatia ana ratou: a whakaputaina ana ratou i o ratou ngaromanga.
21 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
Aue! me i whakapaingia e te tangata a Ihowa mo tona atawhai, mo ana mahi whakamiharo ki nga tama a te tangata!
22 og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.
Kia tukua ano e ratou te whakahere, ara te whakamoemiti; kia whakapuaki i ana mahi i runga i te hari.
23 De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande,
Ko te hunga e haere ana ki raro, ki te moana, i runga kaipuke, a e whai mahi ana i nga wai nunui,
24 de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet.
Ko ratou e kite i nga mahi a Ihowa, i ana mahi whakamiharo i te rire.
25 Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger.
Puta kau tana kupu, kua maranga te tupuhi, mana e whakatutu ona ngaru.
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken.
Ka kake ratou ki runga ki te rangi, ka heke ano ki raro ki te rire: ngohe noa o ratou wairua i te pawera.
27 De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt.
Ka tiu ratou, ka hurorirori ano he tangata e haurangi ana; a kahore he mahara i toe.
28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
Heoi ka tangi ki a Ihowa i to ratou hemanawa: a whakaorangia ana ratou i o ratou mate.
29 Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig.
Meinga ana e ia te tupuhi kia marino, ona ngaru kia mariri.
30 Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring.
Na ka koa ratou, no te mea ka marie: a ka kawea ratou e ia ki te tauranga i hiahia ai ratou.
31 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
Aue! me i whakapaingia e te tangata a Ihowa mo tona atawhai, mo ana mahi whakamiharo ki nga tama a te tangata!
32 og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde.
Kia whakanui hoki ratou i a ia i roto i te whakaminenga o te iwi; kia whakamoemiti ki a ia i roto i te nohoanga kaumatua.
33 Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder;
Ko ia hei mea i nga awa hei koraha, i nga puputanga wai hei oneone maroke;
34 et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri.
I te whenua whai hua, kia titohea, mo te hara o te hunga e noho ana i reira.
35 Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund.
Ko ia hei mea i te koraha hei harotoroto wai, i te whenua maroke hei puputanga wai.
36 Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi.
A whakanohoia iho e ia te hunga matekai ki reira, hanga ai i tetahi pa hei nohoanga;
37 Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt.
Hei rui mara, hei whakato mara waina, e tupu ai, e maha ai nga hua.
38 Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.
Ko ia ano hei manaaki i a ratou, no ka nui rawa; kahore hoki e tukua kia torutoru haere a ratou kararehe.
39 Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse.
Na kua iti haere ano ratou, kua piko i te tukino, i te he, i te pouri.
40 Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk.
E ringihia ana e ia te whakahawea ki runga ki nga rangatira: e meinga ana kia hehe i te ururua, i te wahi kahore nei he ara;
41 Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.
Otira kei te whakateitei ia i te rawakore ki runga i te mamae, kei te mea i ona hapu kia rite ki te kahui hipi.
42 De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til.
Ka kite nga tangata tika, a ka hari; ko nga he katoa hoki, kipia ake te mangai.
43 Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!
Ko te tangata whakaaro nui ka mahara ki enei mea, a ka mohio ratou ki te aroha o Ihowa.
