Salme 107

1 Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.

"Danket Jahwe, denn er ist gütig; / Ewig währt ja seine Huld!"

2 Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand,

So sollen sprechen Jahwes Erlöste, / Die er erlöst hat aus Feindeshand,

3 og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet.

Und die er gesammelt aus vielen Landen: / Von Ost und West, von Nord und Süd.

4 De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi;

Sie irrten vom Weg in der Wüste und Öde, / Eine Stadt als Wohnsitz fanden sie nicht.

5 de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem.

Sie litten Hunger und Durst: / Ihre Seele verzagte in ihnen.

6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler.

Da schrien sie zu Jahwe in ihrer Not: / Der riß sie heraus aus ihren Ängsten.

7 Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi.

Er führte sie auf ebnem Weg, / Daß sie kamen in eine wohnliche Stadt.

8 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;

Nun sollen sie Jahwe danken für seine Huld / Und für seine Wunder zum Segen der Menschen.

9 thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt.

Er hat ja die lechzende Seele gesättigt / Und die hungrige Seele mit Gutem gefüllt.

10 De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern;

Sie wohnten in Dunkel und Todesschatten, / Gefangen in Elend und Eisenbanden.

11 thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad;

Denn sie hatten Jahwes Worten getrotzt / Und den Rat des Höchsten verachtet.

12 og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper.

Drum beugte er auch durch Mühsal ihr Herz: / Nun sanken sie hin ohne Helfer.

13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.

Da schrien sie zu Jahwe in ihrer Not: / Der machte sie frei aus ihren Ängsten.

14 Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.

Er ließ sie aus Dunkel und Todesschatten, / Und ihre Fesseln zersprengte er.

15 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;

Nun sollen sie Jahwe danken für seine Huld / Und für seine Wunder zum Segen der Menschen.

16 thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.

Denn er hat zerbrochen Türen von Erz / Und eiserne Riegel zerschlagen.

17 De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld.

Gottlose mußten ob sündigen Wandels / Und ob Übertretungen leiden:

18 Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.

Jegliche Speise verabscheuten sie, / Und sie waren schon nahe den Pforten des Todes.

19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.

Da schrien sie zu Jahwe in ihrer Not / Der machte sie frei aus ihren Ängsten.

20 Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave.

Er sandte sein Wort und heilte sie / Und ließ sie entrinnen aus ihren Gruben.

21 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn

Nun sollen sie Jahwe danken für seine Huld / Und für seine Wunder zum Segen der Menschen.

22 og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.

Sie sollen bringen Opfer des Danks, / Seine Taten erzählen mit Jubel.

23 De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande,

Die mit Schiffen das Meer befuhren, / Ihren Handel trieben in großen Gewässern,

24 de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet.

Sie haben Jahwes Werk geschaut / Und seine Wunder im Meeresstrudel.

25 Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger.

Auf sein Wort brauste ein Sturmwind daher, / Der türmte empor die Wogen des Meers.

26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken.

Sie stiegen himmelan, bald fuhren sie in die Tiefe: / Ihre Seel verging in Weh.

27 De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt.

Sie schwankten und wankten wie Trunkne, / Und all ihre Weisheit war dahin.

28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.

Da schrien sie zu Jahwe in ihrer Not, / Der führte sie aus ihren Ängsten.

29 Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig.

Er dämpfte den Sturm zum Säuseln, / Und stille schwiegen des Meeres Wogen.

30 Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring.

Da wurden sie froh, daß es ruhig geworden; / Er führte sie dann zum ersehnten Hafen.

31 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn

Nun sollen sie Jahwe danken für seine Huld / Und für seine Wunder zum Segen der Menschen.

32 og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde.

Ja sie sollen ihn preisen in der Gemeinde / Und im Ältestenrate ihn loben.

33 Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder;

Er machte auch Ströme zur Wüste / Und Wasserquellen zu dürrem Land,

34 et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri.

Fruchtbares Feld zur salzigen Steppe / Wegen der Bosheit seiner Bewohner.

35 Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund.

Er wandelte Wüsten in Wasserteiche / Und dürres Land in Wasserquellen.

36 Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi.

Dort machte er Hungrige seßhaft: / Sie bauten sich eine Wohnstadt.

37 Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt.

Sie besäten Äcker, pflanzten Weingärten / Und gewannen Ertrag an Frucht.

38 Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.

Gott segnete sie: sie mehrten sich sehr, / Auch ihr Vieh ließ sich nicht vermindern.

39 Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse.

Doch manchmal nahmen sie ab und sanken dahin / Durch den Druck von Unglück und Kummer.

40 Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk.

Aber er, "der auf Fürsten Verachtung gießt / Und in wegloser Öde sie irren läßt" —

41 Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.

Er hob die Armen aus Elend hervor / Und mehrte ihre Sippen wie Herden.

42 De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til.

Redliche sollen das sehn mit Freuden, / Doch alle Frevler müssen verstummen.

43 Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!

Wer weise ist, der beachte dies / Und verstehe die Gnaden Jahwes!