< Salme 107 >

1 Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
Halleluja! Lov HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
2 Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand,
Saa skal HERRENS genløste sige, de, han løste af Fjendens Haand
3 og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet.
og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
4 De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi;
I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
5 de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem.
de led baade Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler.
men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler
7 Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi.
og førte dem ad rette Vej, saa de kom til beboet By.
8 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
9 thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt.
Thi han mætted den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
10 De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern;
De sad i Mulm og Mørke, bundne i Pine og Jern,
11 thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad;
fordi de havde staaet Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Raad.
12 og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper.
Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
14 Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.
førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Baand.
15 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
16 thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.
Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slaaer af Jern.
17 De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld.
De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
18 Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær;
19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
20 Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave.
sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
21 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
22 og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.
og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynde hans Gerninger.
23 De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande,
De for ud paa Havet i Skibe, drev Handel paa vældige Vande,
24 de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet.
blev Vidne til HERRENS Gerninger, hans Underværker i Dybet;
25 Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger.
han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne taarnedes op;
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken.
mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
27 De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt.
de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
29 Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig.
skiftede Stormen til Stille, saa Havets Bølger tav;
30 Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring.
og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
31 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
32 og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde.
ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
33 Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder;
Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
34 et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri.
til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som bor der.
35 Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund.
Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
36 Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi.
der lader han sultne bo, saa de grunder en By at bo i,
37 Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt.
tilsaar Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
38 Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.
Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte paa Kvæg.
39 Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse.
De bliver faa og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
40 Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk.
han udøser Haan over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
41 Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.
Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
42 De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til.
de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
43 Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!
Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENS Naade paa Sinde!

< Salme 107 >