Salme 107
1 Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
Angraeng loe hoih pongah, angmah khaeah kawnhaih lok to thui oh; a palungnathaih loe dungzan khoek to cak.
2 Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand,
Angraeng mah akrang ih kaminawk mah, anih mah ni misa ban thung hoiah ang krang,
3 og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet.
Anih mah ni, ni angyae, niduem, aluek, aloih, prae congca hoiah nihcae to nawnto pakhueng, tiah thui o nasoe.
4 De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi;
Nihcae loe praezaek ah bomkung om ai ah amhet o; khosak hanah vangpui doeh hnu o ai.
5 de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem.
Zok amthlam hoi tui anghae ah a oh o moe, a hinghaih thazai o sut.
6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler.
Raihaih tong naah Angraeng khaeah a qah o, to naah anih mah patangkhanghaih thung hoiah nihcae to pahlong.
7 Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi.
Anih mah a oh o haih vangpui thungah phak o thai hanah, katoeng loklam hoiah caeh haih.
8 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
A hoihhaih hoi kaminawk khaeah sak ih dawnrai hmuennawk pongah, Angraeng khaeah kawnhaih lawk thui o nasoe!
9 thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt.
Hinghaih tui anghae kami to anih mah dipsak moe, hinghaih zok amthlam kami doeh caak hanah kahoih hmuen hoiah a koisak.
10 De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern;
To baktih kami loe vinghaih hoi duekhaih tahlip thungah anghnut o, patangkhang o moe, sumqui hoiah pathlet o,
11 thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad;
nihcae loe Sithaw ih loknawk to aek o moe, Kasang koek mah thuih ih lok to tidoeh sah o ai pongah, to tiah oh o.
12 og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper.
To pongah nihcae mah palungthin pahnaem o thai hanah, karai tok to a saksak; nihcae loe amthaek o, kalawnkung mi doeh om ai.
13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
Raihaih tong o naah Angraeng khaeah a hang o, nihcae patangkhanghaih thung hoiah anih mah pahlong.
14 Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.
Anih mah vinghaih, duekhaih tahlip thung hoiah zaeh moe, sumquinawk to a khramh pae.
15 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
A hoihhaih hoiah kaminawk khaeah sak ih dawnrai hmuennawk pongah, Angraeng khaeah kawnhaih lawkthui o nasoe!
16 thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.
Tipongah tih nahaeloe anih mah sumkamling hoi sak ih khongkha to khaeh moe, ataehhaih sumboeng doeh adaem pae boih boeh.
17 De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld.
Thoemto kaminawk loe lokaekhaih pongah amthu o moe, a sakpazae o haih pongah, patangkhang o.
18 Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
Buh aannawk to panuet o moe, duekhaih khongkha taengah a phak o.
19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
Raihaih tong o naah Angraeng khaeah a hang o, nihcae patanghaih thung hoiah anih mah pahlong.
20 Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave.
Anih mah lok to thuih moe, nihcae to ngantuisak; amrohaih thung hoiah nihcae to pahlong.
21 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
A hoihhaih hoiah kaminawk khaeah sak ih dawnrai hmuennawk pongah, Angraeng khaeah kawnhaih lawk thui o nasoe!
22 og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.
Anghoehaih hoiah hmuenpaekhaih to tathlang o nasoe loe, a sak ih hmuennawk to anghoehaih hoiah taphong o nasoe.
23 De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande,
Palongpuinawk hoiah tuipui thungah kacaeh, tuipui nuiah toksah kaminawk loe,
24 de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet.
Angraeng ih hmuenmaenawk hoi a sak ih tui thungah kaom dawnrai hmuennawk to hnuk o.
25 Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger.
Anih mah lokpaek naah takhi song moe, tuiphunawk to angthawksak.
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken.
Tuiphunawk loe van khoek to angthawk o tahang moe, tui thungah krak o tathuk let; zitthoh parai pongah, palungboeng o.
27 De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt.
Nihcae loe ahnuk ahma angthuih o, mu paqui kami baktiah a caeh o moe, poekhaih palung boeng o sut.
28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
Raihaih tong o naah Angraeng khaeah a hang o, palungboenghaih thung hoiah nihcae to a zaeh.
29 Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig.
Anih mah takhi sae to dipsak moe, tuiphunawk to anghaksak.
30 Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring.
Tui anghak naah nihcae anghoe o; to naah a caeh koeh o haih ahmuen ah nihcae to a zaeh.
31 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
A hoihhaih hoiah kaminawk khaeah sak ih dawnrai hmuennawk pongah, Angraeng khaeah kawnhaih lawk thui o nasoe!
32 og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde.
Kaminawk angpophaih ahmuen ah anih to pakoeh oh loe, kacoehtanawk amkhuenghaih ahmuen ah anih to saphaw oh.
33 Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder;
Anih loe vapuinawk to praezaek ah angcoengsak moe, tuibap ahmuen doeh long karoem ah angcoengsak,
34 et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri.
to ahmuen ah kaom kaminawk ih sethaih pongah, long kahoih prae to thingthai qumpo tacawt thai ai ahmuen ah angcoengsak.
35 Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund.
Praezaek to tuili ah angcoengsak moe, long karoem to tuibap ah angcoengsak.
36 Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi.
To ah zok amthlam kaminawk to ohsak moe, angmacae oh haih hanah vangpui to sak o.
37 Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt.
Lawknawk a tawnh o, misur takha a sak o moe, kating ai athaihnawk to tacawt.
38 Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.
Nihcae to tahamhoihaih a paek moe, pop parai ah angpung o; nihcae ih maitaw hoi tuunawk doeh tamsisak ai.
39 Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse.
Nihcae loe pacaekthlaekhaih, patangkhanghaih hoi palungsethaih pongah, kami to tamsi o moe, khosak ahnaem o tathuk let.
40 Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk.
Anih mah Angraeng ih capanawk to azathaih tongsak moe, loklam kaom ai praezaek ah amhetsak.
41 Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.
Toe amtang kaminawk to patanghaih thung hoiah tapom tahang moe, tuunawk baktiah imthong ah angcoengsak.
42 De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til.
Katoeng kaminawk mah to hmuen to hnuk o naah anghoe o tih; kahoih ai kaminawk boih loe angmacae ih pakha to tamuep o tih.
43 Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!
Palungha kami loe, hae hmuennawk hae poek ueloe, Angraeng amlunghaih to panoek o tih.
