Salme 106

1 Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.

Halleluja! Prisa Herren, for han er god, for æveleg varer hans miskunn!

2 Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris?

Kven kann fullt ut nemna Herrens velduge verk, forkynna all hans lov?

3 Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider.

Sæle er dei som tek vare på det som rett er, den som gjer rettferd til kvar tid!

4 Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse,

Herre, kom meg i hug med den godhug du hev for ditt folk, gjesta meg med di frelsa!

5 at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, glæde mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.

so eg kann skoda lukka åt dine utvalde, gleda meg med ditt folks gleda, rosa meg med din arv.

6 Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.

Me hev synda med våre feder, me hev gjort ille, me hev vore ugudlege.

7 Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundhed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.

Våre feder i Egyptarland agta ikkje på dine under, dei kom ikkje i hug dine mange nådegjerningar, men dei var tråssuge ved havet, ved Raudehavet.

8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt.

Men endå frelste han deim for sitt namn skuld, av di han vilde kunngjera si magt,

9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken.

og han truga Raudehavet so det vart turt, og han let deim ganga gjenom djupi som på slette marki,

10 Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genløste dem af Fjendens Haand.

og han frelste deim frå hans hand som hata deim, og løyste deim ut or fiendehand,

11 Og Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.

og vatn gøymde deira motstandarar, ikkje ein vart att av deim.

12 Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.

Då trudde dei på ordi hans, då song dei hans lov.

13 Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.

Men snart gløymde dei hans gjerningar, dei bia ikkje på hans råd;

14 Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.

men dei fekk ein gir i seg i øydemarki, og dei freista Gud på den ubygde stad.

15 Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen.

Då gav han deim det dei vilde hava, men sende tærande sjukdom yver deira liv.

16 Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige.

Og dei vart ovundsjuke på Moses i lægret, på Aron, Herrens heilage.

17 Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob.

Då opna jordi seg og slukte Datan, og ho let seg att yver flokken åt Abiram,

18 Og Ild flammede op iblandt deres Hob, en Lue fortærede de ugudelige.

og det kveiktest eld på flokken deira, ein loge brende upp dei ugudlege.

19 De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede.

Dei gjorde ein kalv ved Horeb og tilbad eit støypt bilæte,

20 Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter.

og dei bytte burt si æra for bilætet av ein ukse som et gras.

21 De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,

Dei gløymde Gud, sin frelsar, som hadde gjort store ting i Egyptarland,

22 underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav.

undergjerningar i Khams land, skræmelege ting ved Raudehavet.

23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem —!

Og han tenktest til å tyna deim, dersom ikkje Moses, hans utvalde, hadde kasta seg imillom for hans åsyn til å avvenda hans vreide, at han ikkje skulde øydeleggja.

24 De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord.

Og dei vanvyrde det herlege landet, dei trudde ikkje ordet hans,

25 Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst.

og dei knurra i sine tjeld, høyrde ikkje på Herrens røyst.

26 Og han svor dem med oprakt Haand, at han vilde lade dem falde i Ørken,

Då lyfte han si hand imot deim til å slå deim ned i øydemarki,

27 og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene.

og slå deira etterkomarar ned millom heidningarne og spreida deim kring i landi.

28 Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder.

Og dei batt seg saman med Ba’al-Peor, og dei åt av offer til dei daude,

29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem,

og dei vekte harm ved si åtferd, og ei plåga braut ut millom deim.

30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op.

Då stod Pinehas fram og heldt dom, og plåga stilltest;

31 Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig.

og det vart rekna honom til rettferd frå ætt til ætt æveleg.

32 De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld.

Og dei vekte vreide ved Meribavatnet, og det gjekk Moses ille for deira skuld;

33 Thi de vare genstridige imod hans Aand, og han talte ubetænksomt med sine Læber.

for dei var tråssuge mot hans ande, og han tala tankelaust med sine lippor.

34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde sagt det til dem.

Dei øydelagde ikkje dei folki som Herren hadde tala med deim um,

35 Men de blandede sig med Hedningerne og lærte deres Gerninger.

men dei blanda seg med heidningarne og lærde deira gjerningar,

36 Og de tjente deres Afguder, og disse bleve dem til en Snare.

og dei tente deira avgudar, og desse vart deim til ei snara,

37 Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne.

og dei ofra sine søner og døtter til magterne,

38 Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.

og dei rende ut skuldlaust blod, blod av sine søner og døtter som dei ofra til Kana’ans avgudar, og landet vart vanhelga med blodskuld.

39 Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.

Og dei vart ureine ved sine gjerningar og dreiv hor ved si åtferd.

40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.

Då loga Herrens vreide upp imot hans folk, og han stygdest ved sin arv.

41 Og han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem.

Og han gav deim i handi på heidningar, og dei som hata deim, vart herrar yver deim,

42 Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.

og deira fiendar trengde deim, og dei laut bøygja seg under deira hand.

43 Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.

Mange gonger fria han deim ut, men dei var tråssuge og sjølvrådige, og dei kom reint i vesaldom for si misgjerning.

44 Dog saa han til dem, da de vare i Angest, idet han hørte deres Raab.

Men han såg til deim då dei var i naud, med di han høyrde deira klagerop.

45 Og han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, og det angrede ham efter hans store Miskundhed.

Og han kom i hug si pakt for deim, og han ynkast etter si store miskunn.

46 Og han lod dem finde Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.

Og han let deim finna miskunn hjå alle som hadde fanga deim.

47 Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn, rose os af din Pris!

Frels oss, Herre vår Gud, og samla oss frå heidningarne, so me kann prisa ditt heilage namn, rosa oss av ditt lov!

48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!

Lova vere Herren, Israels Gud, frå æva og til æva! Og alt folket segje: Amen. Halleluja!