< Salme 106 >

1 Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
Lobet Jah! / Danket Jahwe, denn er ist gütig; / Ewig währet ja seine Huld.
2 Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris?
Wer kann gebührend von Jahwes Taten reden / Und all seinen Ruhm erschöpfend verkünden?
3 Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider.
Heil denen, die das Gesetz befolgen, / Die Gerechtigkeit üben zu jeder Zeit!
4 Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse,
Gedenke mein, o Jahwe! / Auch mir schenk die Huld, die dein Volk erfährt! / Auch mich sieh an, wenn du ihm hilfst!
5 at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, glæde mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.
Dann schau ich mit Lust deiner Erwählten Glück, / Dann teil ich die Freude deines Volks / Und darf mich rühmen mit deinem Erbe.
6 Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.
Wir haben gesündigt gleich unsern Vätern, / Haben gottlos gehandelt, gefrevelt.
7 Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundhed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.
Unsre Väter in Ägypten achteten nicht deiner Wunder, / Gedachten nicht deiner Gnadenfülle, / Sondern waren widerspenstig am Meer, am Schilfmeer.
8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt.
Er aber rettete sie um seines Namens willen, / Um seine Macht zu beweisen.
9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken.
Er schalt das Schilfmeer, da ward es trocken. / In den Fluten ließ er sie ziehn wie auf blachem Feld.
10 Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genløste dem af Fjendens Haand.
So befreite er sie aus des Hassers Hand / Und erlöste sie aus des Feindes Gewalt.
11 Og Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.
Die Wasser bedeckten ihre Bedränger: / Nicht einer von ihnen blieb übrig.
12 Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.
Da vertrauten sie auf seine Worte, / Sie sangen seinen Ruhm.
13 Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.
Doch schnell vergaßen sie seine Taten, / Warteten nicht, daß sein Rat sich erfülle.
14 Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.
Sondern lüstern wurden sie in der Wüste / Und versuchten Gott in der Öde.
15 Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen.
Da erfüllte er wohl ihr Verlangen, / Aber dann sandte er ihnen Krankheit zu.
16 Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige.
Sie waren auch neidisch auf Mose im Lager, / Auf Aaron, Jahwes Geweihten.
17 Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob.
Da tat sich die Erde auf: sie verschlang Datan / Und bedeckte die Rotte Abirams.
18 Og Ild flammede op iblandt deres Hob, en Lue fortærede de ugudelige.
Feuer ergriff ihre Rotte, / Die Flamme verzehrte die Frevler.
19 De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede.
Sie machten ein Kalb am Horeb / Und beteten dann dies Gußbild an.
20 Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter.
Ihres Gottes Herrlichkeit gaben sie hin / Für das Bild eines Stieres, der Gras frißt.
21 De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,
Sie hatten Gott, ihren Retter, vergessen, / Der Großes getan in Ägypten,
22 underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav.
Wunder im Lande Hams, / Erstaunliche Dinge am Schilfmeer.
23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem —!
Er wollte sie schon vertilgen: / Doch da trat Mose, sein Auserwählter, vor ihm in den Riß, / Um seine Zornglut abzuwenden, / Daß er sie nicht verderbe.
24 De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord.
Sie verschmähten das köstliche Land, / Sie trauten seiner Verheißung nicht,
25 Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst.
Sondern murrten in ihren Zelten, / Gehorchten nicht Jahwes Stimme.
26 Og han svor dem med oprakt Haand, at han vilde lade dem falde i Ørken,
Da hub er auf seine Hand und schwur, / Sie niederzuschlagen in der Wüste,
27 og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene.
Ihre Nachkommen unter die Völker zu werfen, / Sie zu zerstreuen in die Länder.
28 Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder.
Sie hängten sich an den Baal Peôr / Und aßen Opfer für Tote.
29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem,
So reizten sie ihn mit ihrem Tun. / Da riß unter ihnen ein Sterben ein.
30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op.
Nun aber trat Pinehas auf und hielt Gericht: / Da ward der Plage Einhalt getan.
31 Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig.
Das ward ihm gerechnet zur Gerechtigkeit / Für alle Geschlechter, für immer.
32 De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
Sie erzürnten ihn weiter am Haderwasser, / Und übel ging's Mose um ihretwillen.
33 Thi de vare genstridige imod hans Aand, og han talte ubetænksomt med sine Læber.
Denn sie hatten seinem Geist widerstrebt, / So daß ihm unbedachte Worte entfuhren.
34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde sagt det til dem.
Sie vertilgten auch nicht die Völker, / Wie ihnen Jahwe geboten hatte.
35 Men de blandede sig med Hedningerne og lærte deres Gerninger.
Sondern sie ließen sich ein mit den Heiden / Und nahmen an ihrem Treiben teil:
36 Og de tjente deres Afguder, og disse bleve dem til en Snare.
Sie dienten ihren Götzen, / Die wurden ihnen zum Fallstrick.
37 Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne.
Sie opferten ihre Söhne / Und ihre Töchter den bösen Geistern.
38 Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.
So vergossen sie schuldlos Blut, / Das Blut ihrer Söhne und Töchter, / Die sie opferten Kanaans Götzen, / Daß das Land durch Blutschuld entweiht ward.
39 Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.
So wurden sie unrein durch ihr Tun / Und fielen von Gott durch ihr Treiben ab.
40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.
Da entbrannte Jahwes Zorn wider sein Volk, / Er fühlte Abscheu gegen sein Erbe.
41 Og han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem.
Drum gab er sie in der Heiden Hand, / Daß ihre Hasser über sie herrschten.
42 Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.
Ihre Feinde bedrängten sie, / Sie mußten sich beugen ihrer Gewalt.
43 Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.
Oftmals zwar befreite er sie, / Doch in Eigensinn lehnten sie sich auf: / Drum gingen sie unter in ihrer Schuld.
44 Dog saa han til dem, da de vare i Angest, idet han hørte deres Raab.
Er aber sah gnädig auf ihre Not, / Als er ihr lautes Schrein vernahm.
45 Og han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, og det angrede ham efter hans store Miskundhed.
Da gedachte er ihnen an seinen Bund / Und hatte Mitleid in großer Huld.
46 Og han lod dem finde Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.
Er ließ sie Erbarmen finden / Bei allen, die sie ins Elend geführt.
47 Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn, rose os af din Pris!
Hilf uns, Jahwe, unser Gott, / Und sammle uns aus den Heiden! / Dann wollen wir danken deinem heiligen Namen, / Uns glücklich preisen, dich zu loben.
48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!
Gepriesen sei Jahwe, Israels Gott, / Von Ewigkeit zu Ewigkeit! / Und alles Volk spreche: / "Ja wahrlich! Lobt Jah!"

< Salme 106 >