Salme 106
1 Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
Louez l’Éternel! Louez l’Éternel, car il est bon, Car sa miséricorde dure à toujours!
2 Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris?
Qui dira les hauts faits de l’Éternel? Qui publiera toute sa louange?
3 Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider.
Heureux ceux qui observent la loi, Qui pratiquent la justice en tout temps!
4 Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse,
Éternel, souviens-toi de moi dans ta bienveillance pour ton peuple! Souviens-toi de moi en lui accordant ton secours,
5 at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, glæde mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.
Afin que je voie le bonheur de tes élus, Que je me réjouisse de la joie de ton peuple, Et que je me glorifie avec ton héritage!
6 Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.
Nous avons péché comme nos pères, Nous avons commis l’iniquité, nous avons fait le mal.
7 Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundhed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.
Nos pères en Égypte ne furent pas attentifs à tes miracles, Ils ne se rappelèrent pas la multitude de tes grâces, Ils furent rebelles près de la mer, près de la mer Rouge.
8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt.
Mais il les sauva à cause de son nom, Pour manifester sa puissance.
9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken.
Il menaça la mer Rouge, et elle se dessécha; Et il les fit marcher à travers les abîmes comme dans un désert.
10 Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genløste dem af Fjendens Haand.
Il les sauva de la main de celui qui les haïssait, Il les délivra de la main de l’ennemi.
11 Og Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.
Les eaux couvrirent leurs adversaires: Il n’en resta pas un seul.
12 Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.
Et ils crurent à ses paroles, Ils chantèrent ses louanges.
13 Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.
Mais ils oublièrent bientôt ses œuvres, Ils n’attendirent pas l’exécution de ses desseins.
14 Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.
Ils furent saisis de convoitise dans le désert, Et ils tentèrent Dieu dans la solitude.
15 Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen.
Il leur accorda ce qu’ils demandaient; Puis il envoya le dépérissement dans leur corps.
16 Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige.
Ils se montrèrent, dans le camp, jaloux contre Moïse, Contre Aaron, le saint de l’Éternel.
17 Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob.
La terre s’ouvrit et engloutit Dathan, Et elle se referma sur la troupe d’Abiram;
18 Og Ild flammede op iblandt deres Hob, en Lue fortærede de ugudelige.
Le feu embrasa leur troupe, La flamme consuma les méchants.
19 De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede.
Ils firent un veau en Horeb, Ils se prosternèrent devant une image de fonte,
20 Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter.
Ils échangèrent leur gloire Contre la figure d’un bœuf qui mange l’herbe.
21 De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,
Ils oublièrent Dieu, leur sauveur, Qui avait fait de grandes choses en Égypte,
22 underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav.
Des miracles dans le pays de Cham, Des prodiges sur la mer Rouge.
23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem —!
Et il parla de les exterminer; Mais Moïse, son élu, se tint à la brèche devant lui, Pour détourner sa fureur et l’empêcher de les détruire.
24 De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord.
Ils méprisèrent le pays des délices; Ils ne crurent pas à la parole de l’Éternel,
25 Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst.
Ils murmurèrent dans leurs tentes, Ils n’obéirent point à sa voix.
26 Og han svor dem med oprakt Haand, at han vilde lade dem falde i Ørken,
Et il leva la main pour jurer De les faire tomber dans le désert,
27 og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene.
De faire tomber leur postérité parmi les nations, Et de les disperser au milieu des pays.
28 Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder.
Ils s’attachèrent à Baal-Peor, Et mangèrent des victimes sacrifiées aux morts.
29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem,
Ils irritèrent l’Éternel par leurs actions, Et une plaie fit irruption parmi eux.
30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op.
Phinées se leva pour intervenir, Et la plaie s’arrêta;
31 Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig.
Cela lui fut imputé à justice, De génération en génération pour toujours.
32 De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
Ils irritèrent l’Éternel près des eaux de Meriba; Et Moïse fut puni à cause d’eux,
33 Thi de vare genstridige imod hans Aand, og han talte ubetænksomt med sine Læber.
Car ils aigrirent son esprit, Et il s’exprima légèrement des lèvres.
34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde sagt det til dem.
Ils ne détruisirent point les peuples Que l’Éternel leur avait ordonné de détruire.
35 Men de blandede sig med Hedningerne og lærte deres Gerninger.
Ils se mêlèrent avec les nations, Et ils apprirent leurs œuvres.
36 Og de tjente deres Afguder, og disse bleve dem til en Snare.
Ils servirent leurs idoles, Qui furent pour eux un piège;
37 Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne.
Ils sacrifièrent leurs fils Et leurs filles aux idoles,
38 Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.
Ils répandirent le sang innocent, Le sang de leurs fils et de leurs filles, Qu’ils sacrifièrent aux idoles de Canaan, Et le pays fut profané par des meurtres.
39 Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.
Ils se souillèrent par leurs œuvres, Ils se prostituèrent par leurs actions.
40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.
La colère de l’Éternel s’enflamma contre son peuple, Et il prit en horreur son héritage.
41 Og han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem.
Il les livra entre les mains des nations; Ceux qui les haïssaient dominèrent sur eux;
42 Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.
Leurs ennemis les opprimèrent, Et ils furent humiliés sous leur puissance.
43 Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.
Plusieurs fois il les délivra; Mais ils se montrèrent rebelles dans leurs desseins, Et ils devinrent malheureux par leur iniquité.
44 Dog saa han til dem, da de vare i Angest, idet han hørte deres Raab.
Il vit leur détresse, Lorsqu’il entendit leurs supplications.
45 Og han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, og det angrede ham efter hans store Miskundhed.
Il se souvint en leur faveur de son alliance; Il eut pitié selon sa grande bonté,
46 Og han lod dem finde Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.
Et il excita pour eux la compassion De tous ceux qui les retenaient captifs.
47 Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn, rose os af din Pris!
Sauve-nous, Éternel, notre Dieu! Et rassemble-nous du milieu des nations, Afin que nous célébrions ton saint nom, Et que nous mettions notre gloire à te louer!
48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!
Béni soit l’Éternel, le Dieu d’Israël, d’éternité en éternité! Et que tout le peuple dise: Amen! Louez l’Éternel!
