Salme 106

1 Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.

Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!

2 Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris?

Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?

3 Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider.

Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!

4 Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse,

Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,

5 at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, glæde mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.

at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

6 Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.

Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

7 Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundhed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.

Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt.

Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken.

han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

10 Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genløste dem af Fjendens Haand.

han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

11 Og Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.

Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

12 Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.

da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

13 Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.

Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;

14 Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.

de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

15 Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen.

så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.

16 Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige.

De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;

17 Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob.

Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

18 Og Ild flammede op iblandt deres Hob, en Lue fortærede de ugudelige.

Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

19 De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede.

De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

20 Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter.

de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

21 De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,

de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

22 underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav.

Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem —!

Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

24 De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord.

De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

25 Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst.

men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;

26 Og han svor dem med oprakt Haand, at han vilde lade dem falde i Ørken,

da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

27 og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene.

splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

28 Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder.

De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem,

de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op.

Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

31 Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig.

og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

32 De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld.

De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

33 Thi de vare genstridige imod hans Aand, og han talte ubetænksomt med sine Læber.

thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.

34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde sagt det til dem.

De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

35 Men de blandede sig med Hedningerne og lærte deres Gerninger.

med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;

36 Og de tjente deres Afguder, og disse bleve dem til en Snare.

deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

37 Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne.

til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;

38 Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.

de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

39 Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.

de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.

Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

41 Og han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem.

han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

42 Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.

deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.

43 Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.

Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

44 Dog saa han til dem, da de vare i Angest, idet han hørte deres Raab.

dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;

45 Og han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, og det angrede ham efter hans store Miskundhed.

han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

46 Og han lod dem finde Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.

han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

47 Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn, rose os af din Pris!

Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!

Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!