Salme 104
1 Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
Perwerdigargha teshekkür-medhiye qaytur, i jénim! I Perwerdigar Xudayim, intayin ulughsen; Shanu-shewket we heywet bilen kiyin’gensen;
2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
Libas bilen pürken’gendek yoruqluqqa pürken’gensen, Asmanlarni chédir perdisi kebi yayghansen.
3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
U yuqiriqi rawaqlirining limlirini sulargha ornatqan, Bulutlarni jeng harwisi qilip, Shamal qanatliri üstide mangidu;
4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
U perishtilirini shamallar, Xizmetkarlirini ot yalquni qilidu.
5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
Yerni U ulliri üstige ornatqan; U esla tewrinip ketmeydu.
6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
Libas bilen oralghandek, uni chongqur déngizlar bilen orighansen, Sular taghlar choqqiliri üstide turdi.
7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
Séning tenbihing bilen sular beder qachti, Güldürmamangning sadasidin ular tézdin yandi;
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
Taghlar örlep chiqti, Wadilar chüshüp ketti, [Sular] Sen békitken jaygha chüshüp ketti.
9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
Ular téship, yerni yene qaplimisun dep, Sen ulargha cheklime qoyghansen.
10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
[Tengri] wadilarda bulaqlarni échip urghutidu, Suliri taghlar arisida aqidu.
11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
Daladiki herbir janiwargha ussuluq béridu, Yawayi éshekler ussuzluqini qanduridu.
12 Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
Köktiki qushlar ularning boyida qonidu, Derex shaxliri arisida sayraydu.
13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
U yuqiridiki rawaqliridin taghlarni sughiridu; Yer Séning yasighanliringning méwiliridin qandurulidu!
14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
U mallar üchün ot-chöplerni, Insanlar üchün köktatlarni östüridu, Shundaqla nanni yerdin chiqiridu;
15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
Ademning könglini xush qilidighan sharabni, Insan yüzini parqiritidighan mayni chiqiridu; Insanning yürikige nan bilen quwwet béridu;
16 Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
Perwerdigarning derexliri, Yeni Özi tikken Liwan kédir derexliri [su ichip] qanaetlinidu.
17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
Ene ashular arisigha qushlar uwa yasaydu, Leylek bolsa, archa derexlirini makan qilidu.
18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
Égiz choqqilar tagh öchkilirining, Tik yarlar sughurlarning panahi bolidu.
19 Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
Pesillerni békitmek üchün U ayni yaratti, Quyash bolsa pétishini bilidu.
20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
Sen qarangghuluq chüshürisen, tün bolidu; Ormandiki janiwarlarning hemmisi uningda shipir-shipir kézip yüridu.
21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
Arslanlar olja izdep hörkireydu, Tengridin ozuq-tülük sorishidu;
22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
Quyash chiqipla, ular chékinidu, Qaytip kirip uwilirida yatidu.
23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
Insan bolsa öz ishigha chiqidu, Ta kechkiche méhnette bolidu.
24 Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
I Perwerdigar, yasighan herxil nersiliring neqeder köptur! Hemmisini hékmet bilen yaratqansen, Yer yüzi ijat-bayliqliring bilen toldi.
25 Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
Ene büyük bipayan déngiz turidu! Uningda san-sanaqsiz ghuzh-ghuzh janiwarlar, Chong we kichik haywanlar bar.
26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
Shu yerde kémiler qatnaydu, Uningda oynaqlisun dep sen yasighan léwiatanmu bar;
27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
Waqtida ozuq-tülük bergin dep, Bularning hemmisi Sanga qaraydu.
28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
Ulargha berginingde, tériwalidu, Qolungni achqiningdila, ular nazunémetlerge toyidu.
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
Yüzüngni yoshursang, ular dekke-dükkige chüshidu, Rohlirini alsang, ular jan üzüp, Yene tupraqqa qaytidu.
30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
Rohingni ewetkiningde, ular yaritilidu, Yer-yüzi yéngi [bir dewr bilen] almishidu.
31 Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
Perwerdigarning shan-shöhriti ebediydur, Perwerdigar Öz yaratqanliridin xursen bolidu.
32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
U yerge baqqinida, yer titreydu, Taghlargha tegkinide, ular tütün chiqiridu.
33 Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
Hayatla bolidikenmen, Perwerdigargha naxsha éytimen; Wujudum bolsila Xudayimni küyleymen.
34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
U sürgen oy-xiyallirimdin söyünse! Perwerdigarda xushallinimen!
35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
Gunahkarlar yer yüzidin tügitilidu, Reziller yoq bolidu. I jénim, Perwerdigargha teshekkür-medhiye qaytur! Hemdusana!
